Templer, elefanter og ø-liv i Cambodia

Lørdag ankom vi til Phnom Penh Cambodias hovedstad. Det var vores første besøg i landet. Vejen fra lufthavnen til vores hotel, mindede på mange måde om noget vi før havde set i Jakarta. Langs vejene bugner det med gadekøkkener på hjul. Enten er det en vogn eller en motorcykel, hvor der på siden er fastspændt et lille køkken. Der sælges stegt kød, grillede grønsager, popcorn, frugter og meget andet. De lever livet på gaden og de fleste steder er der sat borde og stole op på fortovet og et gasblus i vejkanten, og vupti som har man en restaurant. Inde i centrum er der ikke benzin tanke så alle de mange motorcykler og tuk tukker køber benzin i gamle sodavandsflasker fra gadesælgere. El-installationer er et kapitel for sig. Ledninger snor sig i et vivar fra pæl til pæl oppe over gaden-og flere steder ser man aber klatre rundt på ledningerne – godt man ikke er elektriker.

Vi blev sat af ved vores hotel “The Kabiki hotel”. Det lå lige ved siden af premiere ministerens hus, så der var vagter og afspærring ved vejen, som var dejligt. Det var spisetid da vi kom til hotellet, så efter at have fået vores værelse bevægede vi os ud på gaden i mylderet. Cambodierne lever livet på gaden og der hersker en hektisk atmosfære, især pga de mange tuk tuk motorcykler, der drøner forbi. Kasper havde udset sig en finere restaurant i byen, så med et fast håndgreb i børnene krydsede vi vejen mellem alle køretøjerne. Vi gik ned ad en boulevard, hvor lokalbefolkningen spillede badminton, fodbold og andre boldspil, mens høj cambodiansk musik spillede fra store højtalere. Vi fandt vores fine restaurant og vi fik skøn mad. Frida kunne dog ikke rigtig se det skønne i den cambodiansk mad, som nok er lidt for speciel efter hendes smag.

Vi skulle kun bo to nætter i Phnom Penh, så søndagen var eneste sightseeing dag vi havde. Vi sov lidt længe og spiste dejlig morgenmad i haven på hotellet. Vi gik op mod “The Royal Palace” som viste sig at være lukket. En tuk tuk stoppede og spurgte om vi ville køre en tur rundt i byen, hvilket vi gjorde. Selve kernen af centrum er faktisk ikke så stor og ligger lige ud til Mekong floden, der hvor den deler sig i to; Mekongfloden, der går hele vejen fra Vietnam op gennem Laos til Thailand og Tonle Sap floden der starter her i Phnom Penh og ender i byen Siem Reap længere nordpå i Cambodia. Livet på floderne leves og der er en heftig trafik med både. Der bades, fiskes og vaskes tøj i den meget brune flod. Det var en lille rundt tur vi fik i tuk tuken, hvor vi udover to store casinoer bygget i vestlig stil, som de er meget stolte af, også så pagoder og templer. Vi blev sat af ved floden, hvor vi fandt et knap så fint sted at spise frokost. Der blev kigget meget efter ungerne med deres lyse hår og især Walter med hans lyse krøller blev der kigget langt efter. Flere gange var der nogen som aede ham på kinden eller hånden. Han synes det var lidt mærkeligt og vi havde flittigt håndspriten fremme. Efter frokost gik vi til kongeslottet, som vi lige nåede inde lukketid. Slottet består af flere bygninger, hvor nogle er af dem er åben for publikum. Den mest kendte af dem er “Silver pagoda”, hvor gulvet er belagt med 5 tons sølv. Der er kun et mindre område lige ved indgangen, hvor man kan se sølv gulvet. Resten er sækket af et rødt filttæppe som man går rundt på. Desværre har man ikke formået at pudse det op og holde det flot, så det er mere gråt at se på end sølv. Næste dag skulle vi køre videre nordøst i Cambodia til området Mondulkiri. Byen Sen Monorom, som vi skulle til, ligger i 800 meters højde. I Mondulkiri bor befolkningsgruppen Bunong i de små landsbyer. Disse folk har gennem flere århundrede brugt elefanter som transportmiddel, men her lever fortsat ca. 100 vilde elefanter. Vi skulle netop her til for at besøge et elefant sanctuary, hvor de redder elefanterne fra et liv som arbejdsdyr til et liv så tæt på frihed som muligt.

Vi skulle køre med minibus i 6 timer for at komme frem. En bumlet vej gennem flotte, fattige og fremmede landskaber. Rismarker, flodlandskaber med huse bygget på pæle, madboder i et væk, køer, høns, hunde og katte langs vejkanten. Med hornet i bund, hver gang der skulle overhales(hvilket der blev gjort stort set hele tiden) bumlede vi afsted på den næsten asfalterede vej. Den sidste del af turen var det blevet mørkt og regnen stod ned i stænger. Kasper og jeg sad meget yderligt på sædet for at holde øje med kørslen, som man følte en smule risikabel. Vi nåede sikkert frem og alle 5, med bagage, maste vi os ind i en tuk tuk med 3 sæder. Vi blev sat af ved vores overnatningsted(at kalde det et hotel er vist så meget sagt), og måtte mase os igennem holdende motorcykler, en dame der sad og vaskede grønsager i en balje samt diverse vasketøj for at komme ind. Vi var en smule betænkelige, men heldigvis sad en del europæer i den såkaldte restaurant. Vi bestilte nogle pizzastykker(turde ikke lige at kaste os over for avanceret retter) og blev derefter vist ned til vores hytte. På stedet er der 16 hytter, der ligger side om side ned af en bakkeskråning. Det var om at holde tungen lige i munden, da vi bevægede os ned ad gangbroen i mørket-flere steder var der store huller som lige skulle forceres. Inde i hytten fik Frida igen et mindre nedbrud, da hun som den eneste så en stor gekko løbe over sengen. Det endte med, at til trods for at der var 3 dobbeltsenge i hytten, kravlede vi alle 5 ind i samme seng med 2 stk myggenet trukket godt ned om sengen. Det var ikke den bedste nattesøvn Kasper og jeg fik de 2 nætter. Mondulkiri er High risc Area for malaria, så uden forbyggende malaria medicin, er det om at tage sine forholdsregler. Vi har selv to store myggenet med hjemmefra og myggespray blev flittigt brugt, lige som langærmet tøj er at foretrække.

Efter at have spist morgenmad næste dag, blev vi hentet i to lad biler. Os op på ladet og så afsted mod elefanterne. Da det havde regnet virkelig meget hele natten var vejen ned til stedet fuldstændig mudret og bilen kunne ikke køre hele vejen ned. Så os ned ad bakken i mudderet. Folk gled rundt om ørerne på os. Vi kom ned til en overdækning, hvor vores guide mødte os. Han fortalte os om elefanterne og hvordan de er blevet reddet fra et knap så godt liv. En elefant koste en del penge og ofte er det flere familier der ejer den. Det vil sige at når de på stedet vil købe en elefant, skal de gå til minimum 3 familier for at betale. Oftest starter de med at betale en leje sum for elefanten indtil de har råd til at købe den selv. En elefant havde blandt andet fået hugget en del af sin hale af, da hans tidligere ejer i fuldskab ville sælge den som armbånd. Ofte er elefanthår fra haler nemlig i høj kurs, da nogle mener at det bringer lykke. På stedet har de på nuværende tidspunkt 5 elefanter. De 5 elefanter går omkring i skoven sammen med en passer. De går i princippet frit omkring, men da de altid har levet i fangenskab og været afhængige af mennesker, bliver de på området, hvor de bliver fodret med bananer. Efter at have fået fortællingen om elefanterne gik vi længer ind i junglen. De 5 elefanter går på hver deres område, men de to første vi mødte; Happy og Sofie, holder sig sammen. Pludselig kommer to store elefanter gående mod os gennem krat og busk, ret så imponerende. De er jo kæmpe store og vi får også besked på at holde øje med små børn. Det er jo et vildt dyr, og det kan let blive skræmt og skræmme os. Walter vil helt automatisk gerne op på armen, da elefanterne nærmer sig. Vi håndfodrer dem med bananer og de er meget rolige. Frida og William var begge rigtig seje til at gå tæt på og røre dem. Så var det videre til næste elefant-elefanten der mangler noget hale. Den skulle man være lidt mere rolig omkring og bananer skulle bare kastes foran den. På grund af den manglende hale er det ikke så glad en elefant. Vi hilste også på de sidste to elefanter Princess og Lucky inden frokosttid. Frokosten blev serveret på gulvet i hytten, hvor vi alle sad ved et langt tæppe og spiste ris, grønsager, fiskeret og frugt. Bagefter var det slappe tid i hængekøjer sat op til os alle med udsigt til junglen og lyden af dyr. Vores børn var dog knap så gode til at ligge stille i hængekøjerne, så det blev ikke så meget afslapning. Så var det tid til at bade med elefanterne. Vi sprang i badetøj og gik ned til floden, hvor vi ventede på at elefanterne kom. De kom en af gangen gående ned til os, man kunne godt finde det lidt skræmmende når de nærmede sig og man ikke rigtig havde noget sted at flytte sig hen. Det er jo enorme dyr og man skulle nødigt blive trådt over foden. Tilbage på Treee lodge satte vi os i restauranten og bestilte samtlige vestlige retter-pizza, pomfritter, hvidløgsbrød-vi vil så nødigt blive syge, og her er håndhygiejne ikke eksisterende samtidig med at toiletforhold, er noget jeg fravælger at skrive om. Vi skulle oprindeligt have boet 3 nætter på stedet, men da de igen lovede heldags regn den efterfølgende dag og ungerne ikke helt var til flere udflugter i junglen, ændrede vi vores billet til den efterfølgende dag. Vi vågnede næste morgen og havde et par timer på Tree lodge inden vi blev kørt med tuk tuk til minibussen det skulle køre kl 13:30. Vi havde booket endnu en nat på samme hotel i Phnom Penh som vi før boede på og hvor vi også havde efterladt to kufferter. Vi kom vel frem til Phnom Penh igen og efter et kort visit på hotellet gik vi ud for at spise. Det er om at nærstudere restauranterne og vi har primært valgt de restauranter som alle de andre turister også går på og som man typisk finder i guidebøgerne. Det er simpelthen et spørgsmål om ikke, at kaste sig ud i mad som vi kan blive syge af. Vi har flere gange observeret så dårlig håndhygiejne bl.a kokke, der går på toilet og direkte i køkkenet uden at vaske hænder. To aftener spiste vi ude i Phnom Penh på samme restaurant. Både i Phnom Penh og Siem Reap er der en håndfuld restauranter, der kaldes “Good cause restaurants”. Det er steder hvor størstedelen af din betaling for din middag går til uddannelse af hjemløse børn, tidligere prostitueret eller andre svage i samfundet. Pengene giver dem en chance for at få uddannelse og hjælper dem videre ud i samfundet. De bliver optaget i et trainee program i lidt over et år og får stillet bolig til rådighed, lommepenge og andre udgifter til eks. læge dækket. Flere af dem får efterfølgende job på restauranterne som typisk ejes af europæere. Disse restauranter er virkelig fine at spise på og maden smager himmelsk. Her tør vi også kaste os ud i lidt mere avanceret retter og salater, som vi ellers holders os fra.

Søndag morgen kørte vi til lufthavnen for at flyve nord på til Siem Reap, hvor vi skulle bo i tre nætter. Vi blev samlet op i lufthavnen af vores chauffør, der kiggede en omgang på vores bagage-det viste sig nemlig at han hentede os i tuk tuk, en knallert med et træstativ bagpå med cirka 4 siddepladser. Vi kørte gennem byen og den virkede ved første øjekast mere rolig og på en eller anden måde ordentlig end hvad vi ellers har set her. Den var nu også noget mindre og så kunne man se få turister i gadebilledet. Vi ankom sen eftermiddag til Residence Indochina, som lå lidt ude af hvad der nok var centrum og tættere på landområderne. Det så pænt ud, faste vægge, varmt vand, pool og poolbar og så den obligatoriske åbne restaurant med halv åbent køkken. Dagen efter stod den på heldags tur til det de fleste kommer til Siem Reap for, tempelområdet Angkor Wat. En Tuk-tuk for dagen koster 15 dollars og han kører fast program. Først til deres museum i byen for at købe billetter, 37 dollars Per voksen og herefter ud mod området i junglen uden for byen. Vi begrænsede os til at se 3 tempelområder, Angkor Wat, Angkor Thom/Bayon og Ta Prohm. Vi brugte længst tid ved Angkor Wat og man kan godt forstå hvorfor det er et af verdens 7 vidundere og verdens største religiøse bygning, selvom det er bygget i 1200 tallet. Det er et virvar af gange og rum og centrum er de 5 tårne, med det højeste og det helligste i midten. Og alle vægge, gulve og søjler i sten er nøje og nænsomt fint udskåret. Vi brugte nok 2 timer her, inkl. hårdt tiltrængt indkøb af vand og Oreo kiks som sælges overalt. Vi undgik de fleste souvenir boder på vejen ud, primært på grund af de mange bavianer, altså aberne, der gik truende rundt. Ved Angkor Thom, der lå 10 minutter der fra gennem junglen, var vi alle imponerede over Bayon templet. Der var ansigter overalt og i alle størrelser. Sidste stop, ved Ta Prohm, erfarede vi var kendt fra Tomb Raider filmen med Angelina Jolie. Dette tempel er nok sent blevet opdaget/åbnet for besøg eller måske bare lidt glemt. Her er junglen bogstaveligt vokset ind i og henover bygningerne, der flere steder er raset sammen. Alt i alt brugte vi nok 6 timer her inkl. Turen frem og tilbage og det var det værd, selvom poolen og sen frokost gjorde godt for alle. Sidste hele dag i Siem Reap stod den på udflugt, med Tuk-Tuk, igen ham med den lilla vogn og som børnene tror hedder Boss, til et flodområde med “floating villages”. Turen var flot, men igen overraskes man over befolkningen langs den bumlede vej, hvad enten det er en sti, grusvej, asfalt, betonplader eller hullet lervej. I næsten alle huse er de ved at lave mad i vejkanten, reparere på et fjernsyn, tørre ris etc. Der drives køer, fiskes, tørres ris, bygges med bambus og engang i mellem er der ved at blive bygget i beton. Tit når det bliver meget rustikt, vejen er ikke eksisterende, eller der kigges meget på os siger William, “hvad mon bedsteforældrene ville sige nu”? Vi gav 40 dollars for bådturen. Det betalte vi et sted til en uniformeret mand på hvad der mindede om et officielt kontor i vejsiden. Måske var det også det, for der var andre turister her, læs 3-5 stykker, og man kunne da også købe en godbid – grillet tarantel, grillet slange eller grillet skorpion, alle på pind! Billetten for båden, gav vi 10 minutter senere til en mand i en hvid skjorte da vi stoppede hvor floden startede. Han gik hen og gav billetten til en mand under en pressening, som lignede en lokal mafia boss. Han råbte til en fjerde mand der fulgte os ned til en femte, der talte lidt engelsk som endte med at vise os ned til en ung fyr og 50 meget ramponerede træbåde i alle farver. Han var vores bådfører og vært i cirka 2 timer og vi talte om, hvor meget han mon endte med at få af de 40 dollars, måske en lav månedsløn. Det var meget fascinerende at komme sejlende af en flod til en landsby på pæle. Nogle huse var malet i flotte farver med blomster udenfor, men de fleste af dem var skure på pæle med bliktag. Vi blev sat af ved en flydende restaurant, hvor der lå 50 andre mindre både som man for et par dollars kunne blive sejlet videre med ind i mangroveskoven-det sprang vi dog over. De fleste af disse bådfører var kvinder og mange af dem havde også deres børn med. Vi blev sejlet videre ned ad floden og bad selv om at stoppe ved en anden flyde restaurant hvor der var krokodiller i træbur. Det var sin sag at komme fra båden og over på flydebroen. Tit ligger bådene til side om side, så man skal kravle fra den ene båd til den anden for at komme i “land”, og man har på ingen måde lyst til at falde i det mudrede vand. På restauranten var der også krokodille kranier, krokodille tasker, bælter og sko. Og så kunne man holde en baby krokodille. Vi blev alle enige om ikke, at holde en baby krokodille, da vi syntes det var dyreplageri som de små unger lå flere sammen oven på hinanden i et terrarie, og vi derfor ikke ville støtte det ved at betale penge for at holde dem. På vej tilbage gjorde vi stop ved byens tempel der lå på fast grund og byens skole, hvor børnene netop fik fri og myldrede ud i deres skoleuniformer. Ankommet tilbage i Siem Reap spise vi ude på endnu en good cause restaurant, Haven, der var rigtig fin og således sluttede nogle dejlige dage i Siem Reap. For dagen efter søndag tog vi ud til kysten.

Vi landede i Sihanoukville som er den største af Cambodias havnebyer. Vi tog taxa til byen, hvorfra vi skulle sejle ud til øen Koh Rong. Deres logistik er virkelig ikke særlig fungerende og vi blev nu bedt om at hoppe op på ladet af en lastbil for at køre til en anden havn da der var for mange bølger. Efter at have kørt 500 meter blev vi nu bedt om at gå over i en bus i stedet. Det er sin sag med tre børn, fem rygsække, to store kufferter og en klapvogn at skifte fra det ene transportmiddel til det andet. Efter 20 min. i bus ankom vi til en industrihavn. Her blev vi sat af og mellem affald, hjemløse hunde og sælgere og skulle så vente på at båden sejlede os over til Koh Rong. Vi vitterligt kravlede/hoppede om bord på båd-da der hverken var bro eller trappe over. Båden skulle tage 45 min. men vi kunne godt fornemme, at turen ville tage mindst det dobbelte, da de havde flere stop inden vores ankomst. Efter det første stop på en nærliggende ø, skulle vi nu ud på mere åbent hav. Mørke skyer trak sig sammen og regnen begyndte pludseligt at hamre ned. Kasper kunne se at så snart vi kom fri af pynten, ville vi virkelig få høje bølger. Og mon ikke han fik ret. Båden blev pludseligt kastet frem og tilbage i de 5-8 meter høje bølger. Vi beordrede ungerne redningsveste på. Vi har egen redningsvest med til Walter og den har han på, hver eneste gang vi er ude at sejle. Selvom om den er lidt bøvlet at slæbe rundt på, er vi godt nok glade for at have den med, da der meget sjældent er børneredningsveste ombord på de både vi sejler med. Det var en ret voldsom sejltur, og det eneste man tænkte på, var hvornår vi lagde til kaj. Vi kom endeligt til land, men dette var stadig ikke vores stop. Heldigvis valgte kaptajnen at gøre et lidt længere stop og afvente at uvejret drev over før vi sejlede videre igen og for at afslutte turen måtte vi alle kravle over taget på båden for at komme på land, ved ankomsten til Coconutbeach, hvor vi skulle tilbringe fire dage. Desværre silede regnen stadig ned da vi kom til land, så vi løb i regnen på stranden frem til vores bungalow. På Coconutbeach er der tre resorts-det ene mere rustikt end det andet. Vores var heldigvis det bedste af dem. Vi fik vores bungalow, endnu en gang en træhytte med palmetag. Frida er efterhånden blevet så vant til denne form for indlogering, at hun denne gang ikke brokkede sig så meget over det, også selvom der var gekkoer på vores veranda, hvor en af dem var så stor som en lille kat.

Coconutbeach ejes af et Cambodisk søskende par og de gør virkelig meget for at servicere og kræse om gæsterne. Og i modsætning til virkelig mange Cambodier taler de ok engelsk. Efter vi havde spist aftensmad den første aften, bad de os skifte til badetøj da vi skulle ud og bade i havet med lysende plankton. Vi vadet alle ud i det mørke hav og så hvordan planktonen lyste op omkring os i vandet, når vi bevæge os. En rigtig fin oplevelse. En af de andre aftener var der tændt op i stort bål på stranden og de kom med grillet fisk som William bl.a. havde været med til at fange. Vi hyggede os på stranden med boldspil og gyngetur.

Vejret var desværre ikke helt med os på Koh Rong og de fleste dage var det overskyet og med regnskyl ind imellem. Ungerne var selvfølgelig ligeglade, de badet rundt i havet, snorklede, fiskede og gik på opdagelse på stranden.

Koh Rong er en ø uden veje og uden biler, med kridhvide sandstrande og jungle. Der er to lokale landsbyer på øen og derudover finder man hovedbyen Koh Tuch, som er en sti langs stranden på en kilometer med guesthouses, små restauranter og kioske. Denne by er backpackernes foretrukne. Vi var på bådtur her til en af dagene, og jeg blev en smule skuffet over hvordan den tog sig ud. På Koh Rong ligger der også flere resorts rundt omkring i de små bugter, men det meste af det er meget rustikt og ikke så udviklet. Det rustikke har selvfølgelig også sin charme, men der er bare så meget mere potentiale i de mange smukke hvide sandstrande. Vi har efterhånden bevæget os rundt i så meget affald, snavs og støv, at man trænger til at der er lidt pænt.

Kasper, Walter og jeg gik en dag til den ene af de lokale landsbyer. Og det var virkelig en lokal fiskerlandsby. Den bestod af en mole ud i vandet med huse/skure på pæle ud i vandet. Her så vi hvordan fiskerne kom ind med dagens fangst og hvordan de små fragtbåde kom med forsyninger fra fastlandet. Vi så rigtig mange med store isblokke på deres knallerter, som de skal bruge til at køle deres mad ned med, da mange ikke har køleskab. Endnu en gang så vi hvordan affaldet flød i byen og ikke mindst i havet. På en ø som denne har de jo heller ikke noget affaldssystem og der er ingen som kommer og henter deres affald. De har heller ingen kloaksystemer, så toiletbesøg er i havet.

Vi havde planlagt fire nætter på Koh Rong fra søndag til torsdag. Vores fly til Vietnam afgik torsdag formiddag. Med tanke på at man ikke helt kunne regne med bådfarten, hverken at den kom eller hvor lang tid overfarten ville tage, valgte vi at tage til fastlandet en dag før planlagt. Vi skulle nødigt misse vores fly til Hanoi, hvor vi skulle møde Bufar. Vi havde således tre afslappende dage på Koh Rong, hvor især ungerne nød at have sand mellem tæerne.

Nu står den på endnu et nyt land for os – Vietnam venter forude, hvor vi skal til Hanoi, sejle på Halong Bay, køre med nattog og slappe af i badebyen Hoi Ann. Og så får vi dejligt besøg hjemmefra som vi alle glæder os rigtig meget til.

Som en lille sidebemærkning så klarer børnene virkelig turen flot, trods de mange skift og de forskellige transportturer, der nogle gange kan være hårde. Så er det som om, at det at vi sjældent skal nå noget, tager toppen af stresset for os alle. De er alle tre rigtig glade og trives, især når det er med sand mellem tæerne. De lider en sjælden gang af hjemve især hvis vi facetimer med familie hjemme. Så synes de det er lidt svært, at være væk hjemmefra og gå glip af familiesammenkomster og fødselsdage. De lægger hver især lidt planer til når vi kommer hjem. Walter skal starte til fodbold og lege med noget på hans værelse, og William og Frida taler om deres museum de vil indrette i kælderen og konstant vil købe ind til, til specielt faderens irritation over souvenir besøg etc. Både Kasper og jeg trives også, men der skal ikke lægges skjul på, at vi savner lidt alenetid en gang i mellem-velvidende at det skal vi jo nok få, når vi er hjemme igen om allerede fire måneder.

q