Koralrev, palmer, hvide sandstrande og et stort BULA
Fiji er krystalklart hav, koralrev, hvide palmestrande og glade mennesker, som altid møder jer med et stort BULA (hej). Fiji består af 330 øer, hvoraf en del er ubeboet. Hovedøen er Viti Levu, der med sin hovedstad Suva også er den største af øerne. Det bedste af Fiji får I ved at tilbringe nogle dage på hovedøen, og derefter bevæge jer ud på en af de mange utroligt smukke, smukke koraløer – enten med vandfly eller båd. Det er nemlig på hovedøen, I oplever det ægte og lokale Fiji, hvor I på de små øer bor på resorts ud til stranden.
I flyver til byen Nadi, typisk via Australien eller New Zealand. Herfra kunne turen gå ned til sydkysten ved Korotogo, der ligger et par timers kørsel fra hovestaden Suva. Landskabet er grønt og frodigt med farvestrålende frugtboder langs vejkanten og små lokalelandsbyer, hvor børnene leger i gaderne. Her langs kysten, der kaldes “the sunset strip”, er havet lidt mere vildt end ved øerne, og hele døgnet kan du høre, hvordanbrændingen brøler fra revet. Det til trods er der gode snorkelmuligheder og ja, solnedgangen er mageløs. På disse kanter er der rig mulighed for udflugter rundt på øen – det kan være på tur til de mellem 20-60 meter høje sandbanker, som er skabt af naturen gennem flere tusinde år eller måske et besøg på den lokale skole. Er I friske på et dyk under havets overflade, venter det ultimative hajdyk i Bega Lagoon, der er verdenskendt for sin store koncentration af blandt andet tyrehajer.
Fra sydkysten rejser I tilbage mod Nadi og hopper på en færge ud til en af de smukke palmeøer Fiji har at byde på. Ø-gruppen Mamanuca Islands ligger nærmest hovedøen og kan nås med båd fra havnen Denarau. Ø-gruppen består af 20 små øer, alle med krystalklart hav, hvide sandstrande med skyggefulde palmer og et fantastisk koralrev. Det er netop på en af disse øer, hvor filmen “Cast Away” med Tom Hanks blev optaget. Det eneste I nu skal tænke på er et godt lag solcreme på næsen og en drink i hånden, mens I fordriver tiden på en solbeskinnet ø.