Natur, dyreliv og familie på Vancouver Island

Tidlig op lørdag morgen kl 05, for at nå den første færge fra Vancouver til Vancouver Island. Vi havde booket færgeoverfart for flere måneder siden, men et par dage før afgang fik vi mail om, at færgen var indstillet pga tekniske problemer. Der var ikke andre ledige overfarter, så vi var stand-by til lørdag morgen kl 06:30, som vi heldigvis kom med. Færgen lagde til kaj på østkysten af øen og de første 3 nætter skulle vi bo på vestkysten. Vi krydsede derfor øen ad den eneste vej, der går hele vejen tværs gennem øen. En meget snørklet og bjergrig vej. Første stop var kaffe i Coombs. Coombs er et sjovt hus med alverdens ting og sager og en hyggelig kaffebar. Det lyder måske i sig selv ikke specielt sjovt, men det der gør det anderledes er, at der går geder rundt på taget og græsser. Vi ankom til Ucluelet som er en af de to byer på vestkysten, hvor der er asfalteret vej til. Først i 1972 blev vejen her til asfalteret, og indtil da kunne man kun komme her til fra havet eller via logging Road – altså den vej som træarbejderne brugte.

Vi tjekkede ind på vores campground helt ud til den lille fisker havn som i den grad er i funktion. Her ligger fiskerbådene side om side og man ser hvordan den ene fisker efter den anden kommer i land med store fisk-især laks og krabber. En gå-tur ned til det lokale akvarium. Akvariet var lille og lokalt med kun fisk fra havet omkring Vancouver Island, men ungerne havde en fest med de mange “touch tanks”, hvor de rørte søpølser, søstjerner, søpindsvin etc.

Søndag var det Canada-Day-Canadas nationaldag og samtidig også den dag Danmark spillede landskamp mod Kroatien. Vi gjorde os klar til kamp med landsholdstrøjer, flag på bilen og kinderne. Så kørte vi ned til havnen, hvor Canada-Day blev fejret med musik, dans og kage. Vi faldt heldigvis ikke helt ved siden af med vores rød-hvide farver. Vi satte os på en bænk med Ipad’en i skødet for at følge med i den nervepirrende landskamp. Efter vi var kommet os over den store skuffelse, besluttede vi at gå en tur langs Stillehavet. Vi kørte ud mod et fyrtårn, hvor vi gik en dejlig tur. Børnene byggede igen tømmerflåde mellem klipperne, og så fandt vi en lille øde strand hvor det blev til en dyppetur i Stillehavet.

Sidste dag ved vestkysten tog vi fra Ucluelet mod Tofino, den anden og lidt større naboby. Mellem Ucluelet og Tofino ligger nogle af de smukkeste og vildeste strande som tiltrækker surfere fra hele verden. Området er kendt for den vilde natur og til tider voldsomme storme. Vi parkerede ved Long Beach, som navnet antyder, den længste og bredeste strand. Det vrimlede med surfere, der skulle prøve kræfter med bølgerne. William og Frida begyndte endnu en gang på et byggeprojekt. Denne gang et helt lille hus ud af alt det tømmer, der var skyllet op på stranden. Det blev et meget fint hus med hjemmelavet skakbræt. Vi fortsatte til Tofino som er en skøn by med masser af havneliv. Vandflyene lander og letter i et væk mellem de mange små ubeboede øer som man kan se over til. Tilbage i Ucluelet ville William gerne spille bowling i en lille restaurant han havde set. Det viste sig at være en rigtig gammeldags keglebane, hvor keglerne blev rejst af et snore-system og pointene nedskrevet med blyant. Jeg tog skam førstepladsen. Vi spiste aftensmad på en super hyggelig restaurant- et floathouse, der lå ude på en bådebro i havnen. Med udsigt til alle fiskerbådene og ikke mindst solnedgangen.

Tirsdag morgen gik turen tilbage tværs over øen til et campsite ved byen Ladysmith, hvor vi skulle bo to nætter. Undervejs gjorde vi stop i Port Alberni, der faktisk er en havneby selvom den ligger midt inde på øen. Der går nemlig et inlet ind til den. Efter nogle dage uden pool, sprang ungerne glade i vandet på campingpladsen. Mormor og Bufar var samme dag ankommet til byen Sooke på Vancouver Island og selvom vi oprindeligt havde to nætter her i Ladysmith, blev vi enige om at vende næsen mod dem i Sooke. Så efter en formiddag ved poolen og golf på par 3 bane for William, Kasper og farmor kørte vi afsted. Vi ankom til Sooke Harbour House, hvor mormor, Bufar, farmor og mine gudforældre Karen og Martin skulle bo. Sooke Harbour House er det skønneste hotel helt ud til vandet med alskens kunstværker rundt om i haven og en køkkenhave der bugner af friske grønsager og frugter. Vi boede her for 2 år siden, så det var dejligt at være tilbage og vise det til farmor og mormor(Bufar var med os første gang). Vi bankede på mormor og bufars dør og alle var meget glade for at se hinanden igen. Min far havde spurgt, om vi måtte parkere vores mobilhome på stedet, så vi ikke behøvede at finde campingplads. Det måtte vi heldigvis gerne. Vi spiste den dejligste middag på hotellet, hvilket kun kan anbefales. Godt nok venter man lidt længe på maden, MEN alt er også lavet helt fra bunden og med egen produktion af alle råvarer.

Næste dag spiste vi morgenmad alle sammen på hotellet og gik en tur ud langs stranden. Mormor og Bufar ville køre et smut forbi Karen og Martin, der var meget spændte på at se dem. Min mor og Karen er ungdoms veninder og mødte hinanden første gang på Vancouver Island før jeg blev født. De havde ikke set hinanden siden 2011. Da Karen og Martin alligevel skulle ud til os på Sooke dagen efter, besluttede vi at blive hjemme. Vi kørte i stedet til Sooke Potholes for at bade, da vejret var skønt. Sooke Potholes er nogle fordybninger i klipperne skabt af gletchere, og hvor man kan bade i meget klart men også lidt koldt vand. Vi havde en skøn eftermiddag og ungerne boltrede sig i vandet på deres oppustelige doughnut og cupcake. Som en pige på et tidspunkt sagde “I Think that family likes food” – der havde vi også et vandmelon håndklæde og et pizza håndklæde. William og Frida fandt på at rutsje ned ad de glatte gletcher klipper.

Fredag vågnede vi igen på Sooke Habour House og ventede spændt på at se Karen og Martin. Sammen havde vi en rolig dag i haven på hotellet og nede ved stranden, hvor vi fløj med drage som Karen havde taget med. Ungerne ville gerne tilbage til Sooke Potholes, så det blev til endnu en badetur om eftermiddagen. Om aftenen spiste vi alle sammen middag på hotellet og så tidligt i seng. Alle mændene og William skulle tidligt op lørdag, da de skulle ud og fiske laks med fiskeren Rollie, som de også fiskede med for to år siden. Vi andre ventede hele formiddagen hjemme og endelig kom de tilbage ved 13 tiden, med stort smil på læberne. De havde fanget 4 store laks til sammen og William den aller største på ca 11 kg. Han havde selv kæmpet med den i meget lang tid og uden hjælp fik han halet den ind. Han var meget stolt, men også lidt udmattet. Bufar var den eneste der ikke havde fået en laks på krogen, men til gengæld fangede han en haj. Vi tog alle på den lokale dinner for at spise frokost. Til middagsmaden havde vi fået kokken til at lave en af de fire laks til os. Den smagte fantastisk. De to af laksene kom med Karen og Martin hjem, og den sidste blev frosset ned og lagt ind vores lille fryser i bilen-så nu skal vi spise laks hver aften indtil rejsen går videre mod Asien.

Efter fire dejlige dage i Sooke gik turen nu videre til Victoria – hovedstaden i British Columbia. Vi havde her valgt at bo på hotel, da campingpladsen lå uden for byen. Victoria er den skønneste lille(af en hovedstad at være) by lige ud til vandet. Her ligger den flotte parlaments bygning ned mod den meget livlige havn, hvor vandflyene lander og letter, taxibådene sejler på kryds og tværs og alle whale watching båden sejler ud fra. Hjemmefra havde jeg i et kort sekund fået lovet Frida huller i ørerne på vores rejse. Vi blev enige om at Victoria nok var stedet at gøre det. Så med en lidt nervøs Frida i hånden gik vi ned til smykkebutikken og fik skudt hullerne i. Det er jo faktisk et ret fint minde at have fra vores rejse. Kasper, William og Frida ville gerne vise farmor BC museum, så de fire gik derind, mens Walter og jeg var sammen med mormor og Bufar. Bagefter gik vi alle ud langs vandet til Victorias Fishermans Wharf. Fishermans Wharf består af 3-4 lange flyde broer med små spisesteder og en samling af private farverige husbåde. Vi satte os i solen og spiste dejlig sushi til aftensmad. Mandag havde vi aftalt at tage hjem til Karen og Martin, der bor i et villaområde i Victoria ved kysten. Deres ældste søn Cleve var også på besøg med hans kone og datter, for at hilse på os. Vi gik alle sammen en tur i området og kørte derefter til Oak Bay havn for at spise frokost. Her var vi også sidste gang og ungerne kunne huske, at de fodrede to habour seals. Denne gang var der otte sæler som de fik lov til at fodre med fisk. Vi spiste alle sammen middag hos Karen og Martin i deres helt igennem skønne hus.

Næste morgen stod vi tidligt op, da det var tid til whale watching. Vi sejlede ud fra havnen og blot 10 minutter ude, dukkede to spækhugger familier op med 5 i hver. Vi fulgte dem længe – endnu en gang et fascinerende syn(vi så dem også sidst vi var her). Vi sejlede længere ud og pludselig dukkede også en kæmpe pukkelhval op fra havet. Det er virkelig et imponerende og stort dyr. Tilbage i havnen igen ventede mormor, Bufar og farmor på os og vi spiste frokost sammen, mens der blev set Belgien-Frankrig i fjernsynet. Vi kørte herefter til Beacon Hill parken, hvor der er en lille “petting zoo”. Her brugte børnene meget tid med gederne og især William syntes det var en fest at få gederne til at hoppe op på hans ryg – Walter og Frida var lidt mere tilbageholdende. Vi kørte igen til Karen og Martin for at spise middag-vi skulle nemlig have “hjemmefanget” laks. I nærheden af deres hus er en kæmpe ørnerede – en Bald headed eagle(en hvidhovedet havørn). Vi stod neden under reden og kunne se rester af store fugle og fisk ligge på vejen. Oppe på de øverste grene sad to gigantiske ørne og spejdede efter os, man var næsten bange for at de kunne finde på at suse ned og nuppe en. Martin fortalte også at de flere gange havde set den flyve over dem med en Odder i kløerne eller store stykker fra en sæl. Det var sidste aften med Karen og Martin, så vi tog den store afsked med dem. Altid lidt trist når man ikke ved, hvornår man skal ses igen.

Onsdag morgen hentede vi vores mobilhome og spiste morgenmad med mormor og Bufar inden turen gik videre. Vi fik krammet stort farvel – mormor ser vi først til december, mens Bufar komme ud og besøger os i Vietnam til august. Vi kørte til færgen og sejlede tilbage mod Vancouver, hvor vi nu også skulle tage afsked med farmor som vi heller ikke ser før til december. Det har været så dejligt, at have besøg hjemmefra. Vi har alle nydt det i fulde drag. Kan godt mærke, at især børnene begynder at længes lidt hjem, og Walter sagde da også flere gange på vej til lufthavnen, at han gerne ville rejse med hjem til Danmark. Nu har vi 10 dage foran os i vores mobilhome ned gennem Washington, kysten i Oregon og Californien inden vi næste søndag ender vores roadtrip i USA/Canada i Santa Monica. Her glæder vi os helt vildt meget til endnu et besøg-denne gang fra vores meget savnede fætter Harvey og fætter Douglas.