Dase ferie på Bali

Vi landede lørdag aften i Denpasar på Bali. Her havde vi på forhånd booket en chauffør til at hente os. Efter at have rejst så meget rundt, pakket ud og pakket ned, havde vi besluttet at booke en villa de første 11 dage på Bali. Vi kom frem til villaen, der havde et åbent køkken/stue, 3 soveværelser og skøn pool i haven. Der var tilknyttet en housekeeping, der hver morgen kom for at gøre rent, ordne senge og tage opvasken. Så det var ren luksus. Vi tilbragte de første par dage hjemme i villaen og ungerne bevægede sig slet ikke ud fra matriklen. De nød, at vi bare var her, slappede af, hyggede i poolen og havde alene tid med en Ipad på værelset. Vi kunne stort set ikke lokke dem med nogle steder og de første mange aftener spiste vi også mad hjemme. Første aften stod den på frikadeller, som vi alle nød. Efter et par dage hjemme, gik vi på udflugt til stranden, der lå 10-15 minutters gang fra huset. Stranden var bred og flot, men med helt enormt store bølger, så på ingen måde en børnevenlig strand. Selvom vi har været på Bali før, havde vi aldrig været i Seminyak. Byen ligger langs vestkysten af Bali og grænser op til hovedbyen Kuta. Det er en ret hip by med smarte butikker og fancy café’er med Instagram walls. Mange af disse ville man også kunne finde på Mallorca eller Ibiza. Vi havde ingen forventninger til Seminyak, og havde bare brug for ren afslapning i den tid vi skulle være her, og det fik vi.

På den sjette dag fik vi fornemt besøg hjemmefra. Onkel Nølle havde offentlig gjort hans besøg nogle uger tidligere, så vi havde valgt en villa med ekstra soveværelse til ham også. Der var stor gensyns glæde med onklen og han kom tillige med en helt kuffert hjemmefra med rugbrød, pålægschokolade, blade og ikke mindst ris og kanel til risengrød, som ungerne har længtes efter. Så det var ren lykke på alle fronter. Efter hans ankomst gik vi en tur ned til stranden og fik lidt frokost, mens ungerne legede i vandkanten og byggede sandslot. Vi havde indtil nu ikke været en eneste gang ude og spise om aftenen, så nu skulle det være. Nølle havde udset sig en lækker restaurant hjemmefra som vi gik til. Barbacoa hed den og det var en super lækker middag vi fik. Jeg gik hjem med ungerne og de to herre forsatte så aftenen helt frem til den lyse morgen. Så Nølles jetlag blev ikke helt overstået på første dag. Og det var pænt trætte mænd dagen der på.

Lørdag var det tur-dag. Vi kørte mod byen Ubud, hvor William, Frida, Kasper og Nølle skulle river rafte ned ad Aygung floden. Walter og jeg satte dem af ved floden og blev så kørt ind til byen imens. Vi gik en kort tur ind i Monkey Forest, der er en lille skov med et tempel, der ligger midt i Ubud. Her i skoven bor flere tusinder aber, som kravler rundt i træerne og på templerne. Vi var her også for nogle år siden og var egentlig ikke specielt begejstret for det. Aberne er ret så nærgående og kan hurtigt blive aggressive. Hvis man har taske eller rygsæk med hopper de op på den og prøver at hive ting ud. Walter var lille da vi var her sidst, så nu fik han lov til at opleve det igen, mens vi ventede på de andre. Da vi kom tilbage til floden var de allerede kommet retur. Der var stort smil på, da det havde været en super god oplevelse. De var blevet kørt længere op ad floden og mod toppen af Mount Aygung. Her var de vandret gennem rismarker og ned gennem junglen til floden. På er tidspunkt havde der siddet aber i træerne over stien, og mens Kasper og børnene syntes det var flot tog Nølle nærmest flugten uden at kigge op. Selve raftingen var 10 km. lang og tog effektivt omkring halvanden time. Det var uberørt og smukt landskab og børnene havde en fest. De lærte hurtigt hvornår man skulle tage pagajen ind og op i luften, hvornår man skulle holde fast, ro og osv. Der var 3 kommandoer. Gigi Gigi var ved små vandfald med mange sten, her skulle man bounce op og ned som om man dansede for at komme smult igennem. Boom boom var når det faldt kraftigt, der skulle man holde godt fast og stemme i med fødderne. Og så var takten one-two, one-two i både roligt og kraftigt tempo. De var så seje børnene og man kan godt mærke de er vant til at gå, klatre, naturen og det vilde dyreliv. Selv turen op og ned til floden tog vel 15-20 minutter stejlt nedad og op og det gjorde de bare.

• Inden vi kørte retur til Seminyak gjorde vi endnu et stop. Det var ved River Pool Rice Terrace Swings. Her kunne vi også se hvordan de laver den Balinesiske kaffe “Luwak coffee”. En oldgammel balinesiske kaffe der stadig laves på samme måde som da hollænderne kom herud i 1600 tallet og syntes kaffen smagte specielt bedre netop på Bali. Denne kaffe er nemlig lavet på en helt særlig måde, nemlig fra ekskrementer fra en såkaldt Luwak (palmeruller eller toddycat). De havde disse dyr i store bure og vi fik en gennem gang af hele processen, inden vi selvfølgelig skulle smage på kaffen. Dyrerne lever af kaffebønner, og når de så skiller sig af med deres afføring, ligger kaffebønnerne hele tilbage i lorten. Disse bliver så samlet ind og tørret af flere omgange inden det ristes og kværnes. Kaffen smagte faktisk helt udemærket og vi fik samtidig også en smagsprøve på i alt 16 forskellige slags te og kaffer. Stedet lå på en bakkeskråning med udsigt over risterrasserne i mange niveauer. Da man jo hele tiden skal finde på nye ting at lokke turister med, har man her fundet på, at lave store gynger og en slags fugleredder som man betaler for at prøve. Så mens kaffen blev indtaget, kunne man udse sig den type gynge som skulle prøves. Det blev kun William, Frida og jeg der tog en tur. Mændene mente vist at deres dag havde været nok action-præget med riverrafting. Inden gyngeturen, skulle vi lige op i de forskellige reder og tage billeder til de obligatoriske Instagram fotos. William og Frida fik hver især den lidt vildere gyngetur, mens jeg nøjedes med den lidt mindre vilde, som trods alt også kildede en del i maven. Det var en super fin oplevelse at være der.
• 

• Søndag var jeg lige forbi hospitalet med Frida for at få tjekket op på hendes øre. Vi havde været en gang til lægen, da vi lige var ankommet og skulle nu til opfølgning på om det var i bedring. Det var det heldigvis, så til hendes store lettelse måtte hun nu igen godt dykke i poolen. På hjemvejen købte vi stort ind til næste dag-Walters fødselsdag. Vi ville selv lave en lagkage, men da villaen ikke havde en ovn til at bage bundene måtte vi finde på alternativer. Vi ville i stedet bruge pandekager som bunde, grøn flødeskum, jordbær, marengs og et væld af slik. Den skulle nok blive god.
• Mandag morgen vågnede vi (Walter fik vækket os og ikke omvendt) og spiste morgenmad ved flot fødselsdags pyntet bord. Walter åbnede fine gaver og var godt tilfreds. Resten af dagen skulle fejres i vandlandet Waterbom Bali. Der findes flere vandland her på Bali, men dette var det største og derfor også det dyreste. Til gengæld var det virkelig et pænt vandland med rutsjebaner til alle, gode spisesteder og solstole man kunne ligge ved. Vi lavede base ved kids området, hvor et kæmpe legestativ(i vandet) med 4 små rutsjebaner lå. Her tilbragte Walter det meste af tiden, mens de to andre løb afsted til de lidt vildere af slagsen og fik på skift lokket os voksne med. Den vildeste af dem var en 25 meter lodret bane, hvor man skulle stille sig ind i et gennemsigtigt rør. Herefter forsvandt gulvet under en og man drønede lodret ned ad rutsjebanen. Denne prøvede William, Nølle og Kasper, mens Frida prøvede samme slags bare knap så høj og lodret. Vi havde en super skøn dag i vandlandet og Walter virkede meget tilfreds med hans fødselsdag. Hjemme igen lavede vi fødselsdagsbarnets livret nemlig boller i karry efterfulgt af den alternative lagkage.
• 
• Dagen derpå hyggede vi hjemme i poolen og gjorde klar til at skulle videre næste morgen. Tidligt onsdag morgen tog Nølle mod lufthavnen-det havde været så dejligt et besøg-vi havde alle nydt det. Vi blev nu hentet i bil for at tage videre på rejse her i Indonesien og Bali. Næste stop var nu Lovina på nordkysten. Vi havde alle nydt de 11 dages max afslapning i Seminyak og var nu klar til opleve andre dele af øen.
•