Time flies by in the yellow and green-roadtrip fra Sydney til Cairns

Vores tur op langs østkysten af Australien, fra Sydney i syd til Port Douglas i nord, begyndte med en laaaang køretur op langs kysten. Hjemmefra har jeg haft booket stort set samtlige overnatninger gennem vores syv måneders lang rejse, om det har været hotel, campingplads, lejlighed eller andet. Vores første overnatning efter Sydney hørte dog til en af de få, der ikke var pre-booket. Den første dag ville vi helst så langt op ad som muligt og se hvor langt vi kunne nå. Vi sagde farvel til min far ved 16-tiden og da vi ved 23-tiden kom til kystbyen Coffs Habour, var det tid til at finde et sted for natten. Det var dog lettere sagt end gjort, da det var den første lørdag efter de fleste skoler havde fået ferie. Alt var stort set booket. Efter at have ledt i en times tid forbarmede en ung fyr på et motel sig og lod os indkvartere i et værelse, som normalt var reserveret til deres band og stedet viste sig at ligge lige ud til en populær surferstrand. Endelig kunne vi krybe trætte i seng. Det viste sig at være et lille surfer paradise og det sted vi boede emmede af surfer stemning og reklamer for daglige fester med live musik. Vi nøjes med en god morgenmad på en nærliggende cafe og en gåtur på stranden.

Det første rigtige stop på køreturen var i den populære badeby Byron Bay. Vi kom frem først på aftenen, hvor byen summede af liv. Der var et væld af unge “schoolies”, svarende til gymnasieelever, der netop havde fået ferie. Byen var en dejlig badeby og første dag blev tilbragt på den gode sandstrand sammen med alle “de andre” unge.

Næste dag skulle vi videre mod Noosa, men inden vi begav os af sted gik vi en god tur op til Byron Bay lighthouse af en vandrerute, der bugtede sig op og ned langs kysten, og hvor stien fører forbi Australiens østligste punkt. Det var en fin gåtur og vi så flere steder store delfinflokke svømme forbi. Ligesom der langs stien også var flere kalkuner og seadragons. Hver gang vi er ude og gå, er vi lidt ekstra varsomme i forhold til slanger og det gælder sådan set alle steder om det er på befærdede stier, i skove, ved vandet etc. Vi kom frem til vores lejlighed i Noosa Heads som var en super fin privatejet villa/lejlighed i tre etager lige ud til Noosa River. De fleste steder op ad kysten har vi booket lejligheder, hvilket er rigtig godt i forhold til selv at lave mad. Ofte spiser vi ude til frokost og er i gang hele dagen, så hverken trangen og økonomien er ikke til at skulle ud og spise til middag.

Noosa Heads var endnu en fin lille by med en dejlig dejlig strand. Man fornemmede at den hørte til i den lidt fornemme ende med mange store flotte villaer ud til vandet. Stranden ligger beskyttet i en lille bugt, hvor der “normalt” er ret lavvande med roligt hav. Netop den dag vi var der, stod vinden direkte ind og skabte store bølger. Kasper, Wiliam og Frida havde en fest i de store bølger, mens Walter og jeg legede i vandkanten. Sidst på eftermiddagen gik vi ad en boardwalk langs kysten til Noosa nationalpark. Vi havde hørt, at man kunne være heldig at spotte koalaer i træerne. Vi havde ikke gået ret længe før vi så en klump højt oppe i et træ. Vi var dog lidt usikre på om det var en koala. Efter at have talt med et par lokale damer kom vi frem til, at det nok nærmere var de mere sædvanlige possums og ikke en koala. Vi måtte lede videre. Henne ved nationalparken spurgte vi om gode tricks til at finde koalaerne og heldige som vi var, fortalte en ansat ved nationalparken, at der sad en oppe i et træ 50 meter inde. Koalaer er meget sky og gemmer sig ofte langt oppe i eukalyptus træernes kroner. Vi fik den udpeget og kunne se en fin Koala sidde og kigge ned mod os. “The Big five” i Australien er; Kænguru, koala, krokodille, wombat og platypus. Nu kunne vi sætte kryds ved to ud af de fem, kænguru og koala.

Næste morgen kom vi tidligt ud af fjerene til en dag, vi alle havde set frem til. Vi skulle i Australia Zoo, som er den zoologiske have Steve Irwin i sin tid overtog fra sine forældre og udviklede til et tilløbsstykke. Steve Irwin blev i 2006 dræbt af en stingray ud for kysten ved Cairns. Hans kone Terri og deres to børn Bindi og Robert driver nu denne helt fantastiske zoologiske have videre i bedste Steve Irwin ånd. Vi har gået uden om alle zoologiske have vi har mødt på vores rejse, da dette skulle være den eneste ene og har prioriteret at se dyrene i deres naturlige omgivelser. Vi havde en skøn dag i parken og så faktisk sønnen Robert på 14 år gå gennem parken med sin cykel om morgenen. Han ligner virkelig meget sin far og man kunne godt se på en australsk familie, der også så ham, at han er ret kendt i landet. Det er en interaktiv have, hvor man gennem dagen kan holde og røre ved alle mulige dyr lige fra slanger, lizards, krokodiller(små) til koalaer, vombats, kænguruer og dingoer(vilde hunde). Ungerne syntes især at det var sjovt med alle de kænguruer og wallabies(lille art af kænguru) som man kunne håndfodre. Steve Irwin var lidt af en krokodille “jæger” og parken hører til det sted i verden med flest saltvandskrokodiller samlet på et sted. Saltvandskrokodiller er enorme-de største af dem er helt op til 6 meter og de lever simpelthen i det fri her i Australien oppe langs den nordlige kyst. Et af de helt store højdepunkter på dagen var showet i “Croccoseum”. Det startede med at flere forskellige slags fugle-primært papegøjer-fløj over hovederne på os, mens dyrepasserne fortalte. Og så kom to dyrepassere ind i arenaen og lokkede en kæmpe krokodille med ind gennem et vandløb. Dyrepasserne viste hvordan krokodillen opfanger den mindste vibration i vandet og derved finder føde. Krokodillen kan ligge i op til 6 timer under det ofte grumsede vand og selvom man ikke kan se den oppe fra, så ved den lige præcis hvor man står på breden. De to dyrepassere havde virkelig respekt for denne store krabat og viste også, at den faktisk kan hoppe lodret op ad vandet for at tage føde i 2 meters højde. Det kunne eksempel være et dyr der sidder på en gren, der hænger over flodbredden. Vi var i haven fra de åbnede til de lukkede og på hjemvejen nåede vi lige at stikke hovedet ind på deres dyrehospital. Hospitalet tager alle dyr ind og de får mange tilskadekommende dyr. Typisk kænguruer der enten er blevet ramt af en bil eller angrebet af hunde. Det samme gælder for koalaerne der er her. Hospitalet åbnede i 2001 og er det travleste i verden. De har netop rundet behandlingen af 80.000 dyr siden åbningen.

Næste morgen kørte vi nu mod Hervey Bay, hvor vi havde planer om at skulle på tur til Fraser Island-verdens største sandø. Vi kom frem til vores lejlighed-endnu en gang med direkte havudsigt samt udsigt til havneindløbet, hvor en flok pelikaner holdt til. Hervey Bay er fra maj til november hjemsted for flere tusinde pukkelhvaler som holder til ud for kysten. En lokal dame fortalte os, at der ofte er så mange hvaler inde i havnen at man ikke kan få bådene ud. Desværre havde vi netop misset dette, da de sidste hvaler var “rejst” videre to uger forinden.

  

Fraser Island er som nævnt verdens største sandø og de meget meget få “veje” der er på øen består af fint sand. En firehjulstrækker er således eneste måde at komme rundt på øen på, der udover sand består af en tyk tyk regnskov. Frem for at leje en 4WD og køre rundt på egen hånd valgte vi at booke os ind på en organiseret tur. Vi blev således hentet næste morgen og kørt ned til den lille færge, der størrelsesmæssigt kunne sammenlignes med Rørvig-Hundested færgen. På vejen over så vi en stor havskildpadde svømme rundt. Fremme på øen satte vi os tilrette i en mindre firehjulstrukken bus. Vejene var virkelige bumlede og man hoppede rundt i sædet, men sjovt var det. Fraser Island er hjemsted for en stor flok af dingoer-vildhunde og flere steder var der skilte med advarsler mod dem, og hvordan man skal gebærde sig over for dem. Det stod nu alligevel højt på ønskelisten at se en. Efter at have krydset øen på tværs kom vi til “75 miles Beach”, som navnet antyder er en 75 miles lang hvid sandstrand, der går op langs det meste af østkysten. Ud over at være sandstrand går den også under navnet Fraser Island highway, da de biler som kører rundt på øen bruger den som transportvej fra a til b. Det var sjovt at kører afsted i sandet med vand sprøjtene op om siderne på bussen. Første stop var skibsvraget Maheno fra 2. Verdenskrig. Næste stop var virkelig tiltrængt da det var plus 30 grader. Vi iførte os badetøj og gik op ad en sti til en lille Creek. Her mødte os det reneste og klareste vand med den hvideste sandbund. I knæhøjt vand lod vi os drive med strømmen fra kilden ned til stranden igen. Ungerne klatrede i alle de træer de kunne finde og sprang derfra ned i vandet, der faktisk også smagte rigtig godt. Vi nåede 2 ture ned af creeken. Undervejs på turen havde chaufføren nævnt at man kunne tilkøbe sig en tur med et lille propelfly over øen. William og Frida var selvfølgelig ellevilde og ville helt vildt gerne opleve det. Kasper syntes at jeg skulle tage med dem, så os tre op i en lille 6 personers maskine-der inden i ikke så helt ny ud. Jeg var en smule nervøs da vi iførte os høre-bøffer og motoren satte i gang. Oppe i luften mødte os et smukt udsyn ned over øen og især den lange hvide sandstrand med det krystalblåhav. Vi så mange flotte søer i regnskoven på øen, og fløj ud over havet og så en stor flok delfiner under os inden vi igen satte hjulene på stranden. Der findes kun to steder i verden, hvor man bruger en strand som start og landingsbane. Denne på Fraser Island og en i Skotland. Det var en rigtig fin oplevelse og begge unger syntes det var hele turen værd. Vi kørte videre mod vores frokoststed. I strandkanten sad pludselig en stor hvid ørn, så bussen standsede så vi kunne se den, men i det samme lettede den og i kløerne havde den en 1 1/2 meter lang slange som den faktisk tabte. Chaufføren gik ud til slangen som var død efter ørnens klør, der havde boret sig ned i den. Efter frokost kørte vi tilbage over øen igen og gik en tur med vores guide rundt ved den gamle centralby på øen, hvor de få lokale i sin tid boede og samlede tømmer ind som blev fragtet til fastlandet. Inden vi skulle tilbage med færgen igen nåede vi en badetur i den smukke Lake Mckenzie. Igen en helt utrolig klar sø med det fineste hvide sand. Det blev anbefalet at skrubbe sig i sandet for at få en hud så blød som en babys. William havde overhørt nogle sige at der var en dingo, der hvor bussen var parkeret. Med kamera i hånden og Kasper i hælene løb William afsted for at få ønsket om en dingo opfyldt. Ønsket blev opfyldt og han kom tilfreds tilbage med billeder på kameraet. På vej tilbage til bussen skulle jeg på toilettet med Frida og der gik dingoen snusende rundt. Den nærmede sig og vi var lidt forbeholdende, da man jo ikke viste hvad den kunne finde på. Vi talte efterfølgende med guiden som kunne berette at denne dingo holdt til her ved søen og var udstødt af sin flok. Desværre havde den flere gange bidt efter mennesker, og han mente ikke der ville gå lang tid før end øens ranger blev nød til at tage livet af den. Vi havde en virkelig dejlig oplevelsesrig dag på Fraser Island og kom trætte i land.

 

Det næste sted vi havde booket var længere oppe ad kysten ved Airlie Beach. Der lå mange kilometer foran os, og vi ville derfor tage en overnatning på vejen. Igen gjaldt det om at komme så langt så muligt for at den efterfølgende dag blev en kortere køredag. Vi havde et mål cirka halvvejs, men ville gerne lidt længere. Mange af strækningerne på denne rute er virkelig øde og der kan være langt mellem byerne. I området var der virkelig store bushfires og mange steder kunne man se den tykke røg ligge som et tæppe over vejen. Sidst på aftenen kørte vi ind i et område, hvor der decideret var ild i træerne i vejkanten, det var lidt skræmmende. Det var bælgmørkt og pludselig siger Kasper HOV og efterfølgende lyder et højt dunk ind i siden på bilen. Det uundgåelige var sket-en kænguru. Kasper havde undgået den første kænguru der hoppede ud foran os, men åbenbart var der også en nr. to, der altså var hoppet ind i siden på bilen. Ungerne skreg og græd og ville have at vi stoppede bilen og tjekkede til den. Vi kørte i mørke på en ensporet vej med bushfires i vejkanten, så svaret gav sig selv. Det var simpelthen for farligt at stoppe. Et par kilometer længere fremme kom vi til en tankstation hvor der var flere mennesker deriblandt en del brandmænd. Vi fortalte en mand om kænguru-hændelsen og hans kommentar var, at vi havde gjort det helt rigtige ved bare at fortsætte-at stoppe havde været for farligt. Det var jo virkelig også synd og børnene havde jo netop set de tilskadekommende dyr på dyrehospitalet. Som vi talte om var det faktisk heldigt, at vi ikke kørte galt, hvilket hurtigt kan ske når et dyr dukker op ud af mørket. Det lod heldigvis ikke til at være en af de helt store kænguruer, for med sådan en kan jeg forestille mig, at det kan gå grueligt galt. Vi havde udset os en by for natten lidt længere fremme, men der tog vi fejl. Vi kom til den mindste lille flække med et meget mørkt motel. Ungerne var godt trætte efter en lang dag og vi havde bare brug for en seng. Vi fik banket motel-Mutter op, men hun var ikke til at spøge med og kunne på ingen måde hjælpe os. Der var kulsort omkring os og vi overvejede om vi turde forsætte til næste by 1 1/2 time fremme med fare for, at der heller ikke var noget sted der, eller om vi i stedet skulle tilbage sydpå 1 1/2 time til en større by, hvor vi vidste der var overnatningsmuligheder. Uden internet var det svært at vide, om der var noget længere fremme. Jeg fik ringet til min søster Julie hjemme i Danmark og fik sat hende på opgaven, at skaffe mig et telefonnummer på et motel i næste by. Vi fandt et, der heldigvis havde plads til os og med meget trætte og sure børn fortsatte vi nu 1 1/2 time længere. Det var med blikket stift rettet på kørebanen, da vi så flere hundrede lysende øjne i vejkanten-igen kænguruer der gik og spiste. Vi skulle nødig ramme en igen, så havde William og Frida nok afskaffet os som forældre.

 

Næste dag kom vi frem til Arlie Beach. På vejen op steg graderne stødt og på et tidspunkt var vi helt oppe på 41 grader. I Arlie Beach fandt vi vej til byens lagune. På kyststrækningen her fra og op begynder havets fare nemlig at lure, så enten bader man i indhegninger(stinger-nets) i havet eller i menneskeskabte laguner. Ud over at vi nu var i croc-country så byder havet også på marine-stingers. Marine-stingers er ligesom brandmænd, men flere af slagsen er meget mere smertefulde og to af dem faktisk dødelige uden den rette behandling. Så på disse kanter skal man altså på ingen måde bade i havet uden forholdsregler. Lagunen Arlie Beach var virkelig dejlig og vi nød eftermiddagen. Øgruppen Whitsunday ligger ud for Arlie Beach og næste dag sejlede vi ud til øerne for at opleve en af verdens ti smukkeste strande Whitehaven Beach. Det var en lang sejltur ud til stranden, men vejret var smukt og dejligt. Stranden er utrolig smuk med de mindste sandkorn vi har oplevet-virkelig fint sand som trænger ind alle steder. Vi blev rådet til at iføre os stingersuits som ville forhindre os i at blive stukket af marinestingers og her parerede vi selvfølgelig ordre. Mens ungerne byggede sandslotte gik Kasper og jeg en lille tur ned ad stranden væk fra alle de andre turister. Vi har efterhånden set et utal af strande og bevares her var flot meeen, måske er vi bare blevet lidt for forvente. Som vi siger nu kan vi “tick that box”.

 

Townsville var nu næste sted. Her skulle vi bare overnatte en enkelt nat inden sidste to steder på rejsen Cairns og Port Douglas. På vej der til stoppede vi i den lille by Cardwell og fik os en snak med den ældre søde dame på turistkontoret. Hun startede med at sige, at vi ikke måtte lade børnene lege i strandkanten, da en 4 meter lang saltvandskrokodille holdt til netop her. Den havde desværre fået fat i et par hunde i tidens løb. Hun sagde at vi kunne gå ud på molen og se om vi kunne finde den. Vi så noget komme op i vandoverfladen som vi først troede var en krokodille, men det viste sig at være en logger-turtle altså en havskildpadde af bestemt art. Vi havde læst, at der på denne strækning var chance for at opleve verdens farligste fugl-en Cassowarry. Vi havde aldrig hørt om fuglen før og det viste sig at være en 1 1/2-2 meter høj fugl med sort krop, blå hals og en slags “hjelm” på hovedet. Den har ingen vinger og ligner mest alt en dinosaur. Man troede tidligere den var i strudsefamilien, men man har senere fundet ud af at det netop er en forhistorisk fugl der mere nedstammer fra dinosaurerne. Vi ville virkelig gerne opleve den og drejede fra hovedvejen ned mod et af deres tilholdssteder Etty Bay. Her lever de i et lille stykke regnskov der går helt ned til stranden og man skal derfor være heldig at møde den her. Kort efter var et advarsels skilt med billede af fuglen og 20 meter længere fremme så vi den første. Det var en lidt mindre hun, der gik i vejkanten med dens unge. Vi rullede vinduerne ned og kiggede på dem, mens vi tog billeder. Vi var dog lidt forbeholden, da det jo er verdens farligste fugl og især når de har unger kan de være meget agressive, så ikke noget med at gå ud af bilen. Vi følte os virkelig heldige at have set dem. Grunden til at de kan være farlige er deres store 12 cm. knivskarpe kløer og at “hjelmen” på hovedet kan slå rigtig hårdt hvis de går til angreb. Vi drak en kaffe nede ved stranden og idet vi skulle til at køre videre kom Frida løbene fra den lille legeplads med panik i øjnene. Ti meter fra os gik endnu en Cassowarry. Denne var meget større end den anden og det var lidt skræmmende at se den så tæt på, men også fascinerende. Den traskede hen forbi os og ned til stranden, hvor den gik og nippede i jorden. Frida sad skræmt inde i bilen, mens William og jeg fulgte efter den på sikker afstand. På verdensplan lever der op til 4000 Cassowarriers eller Kasuarer som de vist hedder på dansk, og i dette område i regnskoven langs Queenslands kyst, lever der ca 1000. Det var ret sejt at vi så tre på den korte tid vi var der. Fremme i Townsville gik vi en tur langs stranden og ungerne hyggede sig på legeplads. Netop fordi at man ikke kan bade i havet en stor del året, har de fleste byer en rigtig fin strandpromenade med grønne områder, legepladser, vandland og badelaguner. Næste morgen tilbragte vi netop i byens lille og gratis vandpark inden sidste køretur langs kysten til Cairns.

Vi havde to nætter i Cairns og derefter de sidste fire nætter i byen Port Douglas en time nord for Cairns. Så med ankomsten til Cairns var vores lange rejse fra Sydney i syd til Cairns i nord, nået. Vi havde tre ting på vores liste som vi rigtig gerne ville opleve inden vores drømmerejse var slut. Vi ville gerne opleve lidt aboriginal kultur, tage på en krokodille safari og så selvfølgelig højdepunktet Great Barrier Reef.

Første dag i Cairns tilbragte vi på endnu en legeplads samt i den kæmpestore lagune pool i byens centrum. Det var lidt overskyet, men meget meget varmt så det var tiltrængt med badetur og vi fik taget billeder til årets julekort i lagunen hvor børnene havde nissehuer på. I nord Queensland går man ind i regntiden i november og vejret var ved at slå om. Vejret ugen før havde været ekstremt varmt med plus 40 grader, men det var netop slået over til lidt “koldere” temperaturer-ca 30-35 grader. Sidst på eftermiddagen begyndte regnen så at komme. Når det regner, så står det virkelig ned i stænger. Vi løb til bilen for at køre hjem til hotellet og blev pænt våde.

Den efterfølgende morgen regnende det stadig, men de sidste dage af vores rejse skulle stadig byde på oplevelser. Vi kørte derfor op i regnskoven til et område der hedder Kuranda. Her havde vi fundet er sted, hvor vi kunne opleve lidt Aboriginal kultur, eller indigenous people som de kaldes i Australien. De oprindelige folk eller verdens ældste kultur som er op til 50.000 år gammel. Her kunne vi også få en køretur i et amfibie køretøj fra 2. Verdenskrig rundt i regnskoven samt se en lille dyrepark, så det var win win for alle. Vi blev mødt af en aboriginal gut, der skulle demonstrere nogle af deres traditioner og jagtmetoder for os. Han viste os hvordan de kaster med jagtspyd og demonstrerede 4 teknikker. Bagefter spillede han dyrelyde for børnene på en didgeridoo og viste os hvordan man kaster med boomerang inden vi alle 5 selv fik lov til at prøve. Kasper glimrede ved at kaste den helt væk og op i et træ. Han var en sjov gut med ikke mange tænder i munden og utrolig venlig. Vores rundvisning i deres kulturcenter sluttede med at vi så en opvisning i deres danse. Velkomstdansen til andre stammer, jagtdansen, dyredanse etc. De ville så have et par frivillige op og med min og børnenes hjælp fik vi Kasper op på scenen, hvor han gav et dansenummer sammen med dem til vores store morskab. Herefter gik vi en tur i deres lille wildlife center, men vi havde nu set alle dyrene før, inden vi tog af sted på kombineret køre og sejltur i regnskoven. Det var en meget spændende oplevelse på en lille time, chaufføren fortalte om giftige og ligefrem dødelige planter, hvor enkelte endda var spiselige hvis de blev behandlet på rette måde. Der var medicinplanter og så var der spændende dyreliv og tiden fløj afsted. Vi sluttede med at køre til den lille Kuranda by midt i regnskoven, som var en samling huse med spisesteder omkring den lille landsby med næsten udelukkende indigenous people. Herefter gik turen nordpå til Port Douglas som var vores allersidste stop på jordomrejse. Så lidt vemodigt kørte vi langs kysten gennem den fantastiske natur fra Kuranda op til Port Douglas til vores sidste overnatningssted som igen var en skøn lejlighed.

Vi gik i seng mens regnen startede og tog til og midt på natten vågnede vi alle ved blæst og vand fra himlen som virkede helt uvirkeligt. Om morgenen regnede det stadig og vi erfarede at det var en cyklon der havde passeret os og den var kommet 200 mm. vand på 6 timer, eller en tredjedel af det der falder i Danmark på et år. Regntiden var kommet til North Queensland. Vi havde 2 store mål tilbage på rejsen, vi ville se vilde saltvandskrokodiller og så skulle vi se Great Barrier Reef som er tættest på kysten her ved Cairns og Port Douglas. Den første dag i Port Douglas gik med at sove længe og hygge i lejligheden, vi spiste frokost i byen og slappede af. Den efterfølgende dag besluttede vi os for krokodille safari og så udskød vi Great Barrier Reef til den sidste hele dag, hvor de også lovede bedre vejr end de sidse dages regnvejr.

Vi kørte nordpå fra Port Douglas til Daintree Village, hvor vi havde erfaret der var størst chance for at se krokodiller, og faktisk så meget nordpå man kan komme på østkysten på almindelig vej. Vi kom frem til en lille samling huse hvor strømmen var fået pga. gårsdagens uvejr men vi kunne booke en flodtur det eneste sted hvor der var åbent, og vi var da også de eneste på båden på floden. Skipper var en lokal gut der virkelig passede godt på os og fortalte mange spændende ting om krokodillerne. Floden var meget højere og mudret end normalt pga. af regnvejret og han ledte længere end normalt inden vi fik øje på krokodille. Det var en han på næsten 4 meter som vi fulgte med båden i et stykke tid. Dejlig oplevelse at få krydset den af på listen og det er et imponerende dyr som man virkelig har respekt for. Skipper afsluttede turen lidt før så vi kunne nå et Cruise til længere nede ad floden hvor regnskoven faktisk også var tættere. Her så vi endnu en krokodille der næsten var lige så stor, mens regnen virkelig stod ned. Det var endnu engang en stor oplevelse at se den vilde natur. På vej hjem gjorde vi sidste stop i regnskoven. Denne gang et endnu mere uberørt sted-Mossman Gorge, hvor man blev kørt i bus ind i skoven til en kombineret sti og boardwalk langs en flod. Det var et område med Indigenous folk og man betalte et fee til deres by for at besøge stedet. Regnskoven her har stået urørt og uforandret i 140 millioner år og anses for verdens ældste tropiske regnskov. Børnene er ved at være mætte af skov og natur men de var ligesom forældrene begejstrede for lydene og duftene i regnskoven. Vi så 6 andre folk de timer vi var der og det var nu en stor oplevelse. Ikke mindst at se den kæmpe brusende flod og træerne og lianerne der hang ud over.

Sidste hele dag på vores rejse var også sidste chance for en tur ud til Great Barriere Reef. Da sejlturen ud på revet var væsentlig billigere fra Cairns, end fra Port Douglas, kørte vi tidligt om morgenen for at nå båden fra Cairns. Der er mange operatører om buddet og vi havde lagt vægt på at der var glasbåd til at se revet fra, primært for Walters skyld, og så valgte vi en operatør der var ejet af Indigenous people så vi kunne få lidt kulturoplevelser og beretninger ombord. Vi havde en dejlig dag på revet, hvor der blev snorklet til den helt store guldmedalje. Først blev vi sejlet rundt i den lille glasbåd, hvor vi på nært hold så det smukke koralrev. Vi har set virkelig mange koralrev på vores rejse rundt i verden. Her var det dog knap så farverigt som mange andre steder, men til gengæld virkelig mange kæmpe store koraller. Tilbage på båden blev vi iført vores obligatoriske stingersuits for den del af Australien inden vi kastede os i havet. Alle tre børn var seje og svømmede lystigt omkring. Vi så blandt andet nogle kæmpe store bumperhead parrot fish på størrelse med William og Frida. De var helt fredelige, men jeg var nu ikke helt vild med at være så tæt på dem. Vi havde to forskellige stop på revet og 5 timer i alt i vandet og dagen levede klart op til vores forventninger. Det er virkelig seje børn vi har der hopper i vandet så langt fra kysten.

Onsdag den 12/12 var den dag vi skulle rejse hjem til Danmark. Især ungerne var ret spændte og begejstrede da de slog øjnene op. Kufferterne blev pakket ned for aller sidste gang-vemodigt og dejligt på en gang. Vi var alle klar til at skulle hjemad og ikke mindst hjem til familie og venner i den søde juletid. Vi kørte fra Port Douglas mod lufthavnen i Cairns. Forude ventede en lang rejse dag med først en 7 timer lang flyvning til Singapore, derefter en 13 timer lang tur til Zürich og derfra videre til København. Langs kysten sydpå stoppede vi i vandkanten, hvor en masse menneskeskabte stensætninger var lavet. Vi var på vej ned til vandkanten, da et Australsk par kom kørende i bil og sagde at de netop havde set en saltvandskrokodille ca. 50 meter oppe ad kysten med kurs forbi os. Vi spejdede efter den og pludselig dukkede den op. Den var ca. 3 1/2-4 meter lang og svømmede ca 20 meter fra der hvor vi stod. Det var nok meget godt, at vi var blevet advaret inden vi nærmede os vandkanten. Så når Australierne siger at krokodiller kan være alle steder i det nordlige Queensland, så er det altså sandt. Ret fascinerende og skræmmende på en gang. Det var en fed afslutning på vores vilde Australiens eventyr. Lufthavnen var nu nået og dermed var vores rejseeventyr slut. Hjemrejsen gik fra Cairns over Singapore og Zürich til København. Begge steder med mellemlanding var flyet forsinket og vi skulle virkelig skubbe på børnene for at nå flyene. Så ikke megen tid til reflektion inden vi pludselig stod i Kastrup Lufthavn hvor bagagen pudsigt nok for første gang på vore rejse ikke kom frem. Men det var et dejligt gensyn med familie og venner. Der var lavet banner og meget rørende med de glade smil. Måske også over Frida og William der begge kom ud i ankomst terminalen i bare ben og sandaler. Vi har fået så mange oplevelser med os og blev beriget som familie. Det har været alle udfordringer hver og vi er sikre på at den bagage vi alle tager med videre vil gøre os godt I lang tid fremover.