Gili gjorde godt….

Tirsdag morgen blev vi kørt til Padang Bai, hvorfra vi skulle sejle til Gili Trawangan. Vi havde som nævnt før valgt at holde os til den største af Gili-øerne, da vi havde en ide om, at den var mest genopbygget efter det voldsomme jordskælv som ramte Lombok og øerne i august. Sidst vi var her sejlede vi fra Lombok og nu skulle vi så sejle fra Bali. Vi havde hørt skrækhistorier om at sejlturen var rigtig slem og at folk ofte blev rigtig søsyge på turen. Vi havde den mest rolige sejltur over. Ungerne sad og så Minions på tv-skærm og Kasper og jeg sad oppe på dækket i solen, hørte Bob Marley i højtaleren og delte en øl. Det var ren svir.

Velankommet til Gili T. Vi tog taskerne på nakken og gik ned langs stranden til vores hotel Samba Villas. Vi havde inden ankomsten været lidt nervøse for stemningen på øen og hvor meget liv der ville være. Allerede ved første øjekast blev vi rolige, da der var masser af mennesker både lokale og turister. Cirka hverandre butik/restaurant var åben og man kunne da også sagtens se jordskælvs ødelæggelserne mange steder ligesom de lokale kørte rundt med murbrokker bag på ladet. På Gili-øerne er transportmidlet hestevogn eller cykel. Og de meget meget få scootere man ser kører på el. Vi fandt Samba Villas som viste sig at være nabo til det sted hvor vi tilbragte det mest af stranddagen, sidst vi var her. Stedet lå i den rolige ende af “Hovedgaden”(som jo er en jordvej der er 3 meter bred) og lige ud til stranden. Kasper og William gik en tur for at finde et dykkercenter som kunne tage William med ud og hvor Kasper kunne tage sit PADI Diver certifikat. De fandt et lille center to huse længere nede ad vejen, som blev ejet af franskmanden Philip. Det viste sig at være det bedste sted, hvor der blev taget så godt hånd om dem. De to dykkere som tog sig af dem var franske Julie og Argentinske Gabby. Hele familien tilbragte tid dernede, så det var med kindkys og kram, hver gang vi sås.

Frida ville rigtig gerne prøve et dyk. Når man er fyldt 8 år, kan man tage det der hedder Bubblemaker course, hvor man først dykker i pool og derefter kan komme fra stranden ud på 2 meters dybde. Frida dykkede med franske Julie fra samme dykkercenter, og hun elskede det. Efter pool dykket gik hun med ud i havet fra stranden og så mange smukke koralfisk og også en havskildpadde. Walter ville selvfølgelig også dykke og fik lov til at prøve regulatoren i poolen sammen med Julie. Kasper gik i gang med hans uddannelse der består af to pool dyk, 4 dyk i havet på mellem 12 og 18 meter samt en teoriprøve. Efter en uge havde han bestået det hele og nu kan han og William faktisk dykke alene uden instruktør, da de begge er certificerede PADI divers. På alle deres dyk så de virkelig mange koralfisk, som det vrimler med på Gili, hvor koralrevet mange steder er utrolig flot. Endelig fik William også set hajer, da de var ude og dykke på “Shark Point”, her lå 4 revhajer på en klippehylde 10 meter nede. De var også ved turtlepoint, hvor de dykkede sammen med 18-20 store havskildpadder. Når man er junior PADI diver som William er, må man max dykke ned til 12 meter. Det er noget med ens udvikling af lungerne. Dykkerinstruktøren Gabby spurgte en dag om hun måtte tage William med ned på 16 meter. De skulle nemlig dykke ved Gili Meno Wall, ved den midterste af Gili øerne. Her kunne man være rigtig heldig at se en pygmæ søhest. Åbenbart meget sjælden og alle dykkerinstruktørerne var oppe og køre over det. William og Gabby kom hjem fra dykket med et smil på læben, da det havde lykkes dem at finde en. Gabby har mere end 4000 dyk og det var første gang hun havde set en. William var ikke vildt imponeret da det jo bare var en mini søhest på ca 1 cm. Der skal efterhånden lidt mere til at imponere ham. En af dagene sejlede Frida, Walter og jeg med ud, da drengene skulle dykke. Jeg fik snorklet lidt med Walter, Frida var ikke helt vild med at hoppe i fra båden. Vi så blandt andet en kæmpe havskildpadde, der lige var oppe i havoverfladen for at få luft.

Den første uge gik mest med at slappe, snorkle, lege i sand og dykke. Vi lejede cykler en af dagene og kom rundt på hele øen. Midt inde på øen bor de lokale og de bor meget meget lokalt i blikskurer og uden træk og slip. Men de er meget glade og venlige over for turisterne som også er deres største indtægtskilde og man føler sig yderst tryg når man bevæger sig rundt. De bor side om side med køer, geder og høns. Inde på øen var det mere markant at se ødelæggelserne efter jordskælvet. De har virkelig lidt under og efter. Kasper kommer med et mere beskrivende blogindlæg om jordskælvet senere.

Ugen gik hurtigt og vi talte dagene til Kaspers kusine Lara og hendes familie skulle komme ud til os. Efter en uge på Samba Villas på østkysten flyttede vi nu længere nordpå langs kysten, hvor vi skulle bo sammen med dem. Vi tjekkede ind på Gili Eco Villas. Det lå relativt øde ved den hvide koralstrand med knap så meget liv som ved Hovedgaden. Den efterfølgende dag gik vi ned mod havnen med medbragte Dannebrogs flag. De skulle jo modtages med manér. Det var virkelig et dejligt gensyn og ungerne var ellevilde. Vi fik alle bugseret op i en hestevogn og så afsted til Gili Eco Villas. Ved ankomsten blev det straks til pooldyp og iskaffe ved poolkanten, mens vi fik catchet op på de sidste fire måneder.

Vi storhyggede os sammen i en uges tid. Poolen blev flittigt brugt og August og William brugte lang tid på at gå med spande rundt på havbunden ved lavvande. En af dagene fangede de en “Mantis lobster” i et glas og man kunne virkelig se og høre hvor hårdt den slog på glasset. Frida, Walter og Ellen legede bager i poolen og på stranden med vandkager og “kokoskager”. Vi samlede skaller, koraller og forstenede farverige søpindsvin. Kasper og jeg nød lidt voksen selskab som vi nu kunne dele lidt vin med og sidde og sludre længe ved middagsbordet, mens ungerne legede i sandet. Sådan gik ugen med masser af afslapning og ferie stemning. Vi havde en hyggelig aftentur til vestkysten af Trawangan hvor vi så den flotteste solnedgang over Balis vulkaner mens vi fik drinks. Og en af dagene var Anders og August med William og Kasper ude på deres dyk, hvor de istedet fik snorklet. Så ja, masser af afslapning sammen inden vi efter 6 dage sammen tog tilbage til Bali igen, hvor vi overnattede en nat i Lara og Anders villa de havde lejet i Sanur. Dagen efter var nemlig sidste for denne gang i Asien. Efter ren hygge dag, blev vi onsdag aften hentet og kørt til lufthavnen, hvor vi havde et fly via Melbourne til Christchurch i New Zealand. Det var en tårevædet afsked og især Frida syntes det var meget hårdt at sige farvel til familien. Hun græd hele vejen til lufthavnen. Savnet til hjemme er der i ny og næ og især når man lige har haft max kvalitid. Vi taler selvfølgelig meget med børnene om at vi skal huske at nyde rejsen til fulde, da det hele er slut før vi får set os om. For dem er to måneder bare stadig rigtig længe, men vi ved at tiden kommer til at flyve. Vi har nu tilbragt 2 1/2 måned i Asien og hold op har vi mange helt fantastiske og også ubeskrivelige ting med i rygsækken. Efter lang tid med sand mellem tæerne, støv og ikke helt så rene forhold samt gennemstegt mad og knap så meget frisk grønt(for at undgå den dårlige Asien-mave), bliver det nu virkelig skønt at komme tilbage til noget civilisationen som vi kender det. Anden del af vores jordomrejse er slut og vi er så friske på tredje del med storslåede naturoplevelser i mobilhome rundt i New Zealand, endnu flere bounty strande denne gang på Fiji og vildt dyreliv i Australien.