Vi har nu haft 12 flyvninger, der alle er gået upåklageligt uden forsinkelser eller manglende bagage. Så nu skulle det ske. Vi fløj afsted fra Bali med 1 1/2 times forsinkelse mod Melbourne, hvorfra vi skulle videre til Christchurch. Dette resulterede i, at vi missede vores fly videre fra Melbourne. Vi landede kl 08:30 i Australsk tid og fik besked på at vores fly videre var fløjet, og at vi derfor først kunne komme med et fly videre til Christchurch kl 18:50 samme aften. Det var en pæn lang ventetid. Da vi endnu ikke havde visum til Australien, kunne vi ikke en gang forlade lufthavnen, så det blev en meget lang dag i Melbourne lufthavn. Ungerne var mega seje og på en eller anden måde lykkedes det os alligevel, at komme igennem dagen, uden de helt store problemer. Det var selvfølgelig lidt ærgerligt at misse en halv dag i Christchurch og vi var da også godt flade, da vi ankom til vores hotel kl. 02:00 om natten lokaltid. Der var en tidsforskel fra Bali på 6 timer, og vi havde nu været undervejs i 24 timer siden vi forlod Indonesien.

Vi vågnede sent næste morgen og kiggede ud på en meget kold og våd Christchurch. Det meste af vores varme tøj har vi undervejs sendt hjem, så nu var det om at finde lag på lag tøjet frem. Det var en ret stor omvæltning med kulden i forhold til de 30 grader vi har haft de sidste 2 1/2 måned. Første stop blev derfor H&M, hvor ungerne fik huer og vanter samt et par ekstra lange bukser. Vi gik en lille tur i byen spiste en dejlig frokost på en cafe og kunne endeligt bestille salat og andet man ellers har været betænkelig ved de sidste par måneder. Varm kakao skulle der også til i denne kulde. Mest i øjenfaldende ved byen er de store åbne ubebyggede områder. Det ligner nærmest en stor parkeringsplads man har og er ved at bygge på. Vi gik blandt andet forbi katedralen, der blev voldsomt beskadiget under det kendte jordskælv i 2011. I efteråret 2010 oplevede Christchurch et voldsomt jordskælv, men heldigvis ikke med de store ødelæggelser. I starten af 2011 kom så endnu et jordskælv, der fik 80% af byen til at styrte sammen inklusiv katedralen, som man kan se i dag, hvor kun lidt mure står tilbage. Jordskælvene har resulteret i at alle bygninger af ældre dato er revet ned eller skal rives ned og nyt opbygges. Store dele af centrum er således helt nybygget, mens resten er byggepladser. Vi ville have kørt sporvogn, sejlet på floden etc., men efter en kort gåtur op gennem botanisk have gik vi tilbage til hotellet i haglvejr og lavede lidt aftensmad.


Næste morgen tog Kasper en taxa ud for at hente vores mobilhome. Vi så alle frem til endnu en gang at rejse rundt i mobilhome. Vi var alle enige om at det nye mobilhome, er bedre end det gamle. Der er forsat to sovepladser over førerhuset, to sovepladser bagerst-hvor der om dagen er spiseområde-samt to ekstra sovepladser ved det siddeområde som børnene sidder ved når vi kører. Køkkenet er indrettet rigtig fint med mikroovn, almindelig ovn, 3 gasblus, køleskab og lille fryser. Når man er på rejse i så lang tid som vi er, og mange steder pakker ud og ned samt spiser ude morgen, middag og aften er det virkelig rart at få pakkket sin kuffert ud og selv lave mad.

Turen gik nu syd på til byen Dunedin der ligger i starten af en halv ø-Otago Peninsula. Vi kom lidt sent af sted fra Christchurch og efter at have rundet supermarkedet passerede vi ved aftenstid byen Oamaru, hvor mange pingviner holder til. Pingviner er ude på havet hele dagen og fisker og kommer i land når mørket falder på. Vi kørte netop igennem byen ved tusmørke og stoppede for at se dem komme i land. For at beskytte pingvinerne har man rundt om deres koloni lavet udsigtspladser, hvor man kan se dem komme i land. Denne lokale pingvin koloni tilhører verdens mindste pingvinrace, den blå pingvin-som kun bliver 30 cm. Der gik ikke lang tid før vi kunne se pingvinerne svømme ude på havet mod land. De svømmer i flokke af mellem 10-50 pingviner i såkaldte “rafts”. Vi så hvordan de klatrede op ad klipperne og hurtigt bevægede sig hen til deres reder på klipperne. På et tidspunkt var der en flok på 6-7 stk som gik helt hen forbi os-det var virkelig sjovt at se-vi måtte ikke tage billeder, netop for ikke at forstyrre dem. Der lever 3 forskellige slags pingviner i New Zealand, den blå pingvin, den gul øjede som er meget sjælden, og så fjordpingvinen, der er den mest almindelige. Vi kom sent frem til vores campingplads i Dunedin og fik hurtigt indrettet os til natten.

Første dag på farten gik ud til Otago Peninsula ud for Dunedin. Halvøen er utrolig smuk og byder på fantastisk flot landskab og vildt dyreliv. Vi kørte helt ud på spidsen af halvøen til Fort Taiaroa og verdens eneste kongealbatros koloni. Her var en fantastisk udsigt og vi spejdede efter albatrosser ude over havet. Vi tænkte flere gange at have set dem, men det viste sig hver gang at være store måger. Vi talte med en ansat på Albatros centret, der sagde at hvis vi havde været i tvivl om det var en Albatros vi så, så var det helt sikkert ikke en. Frida og jeg stod ved et vindue inde på centret, da to gigantiske fugle fløj over os-kongealbatrosser. Kasper og William så dem desværre ikke, til især Williams store skuffelse. Kongealbatrossen har et vingefang på 3 meter og man er virkelig ikke i tvivl, når man ser den. Vi gik en tur ned til nogle klipper, hvor der lå en sæl og nød solen. William og Kasper ville lige give det et sidste forsøg med albatrosserne og denne gang havde de heldet med sig. Pludselig kredsede 4 kæmpe albatrosser over os og af flere omgange. Ret imponerende at se dem komme flyvende op over bakkekammen og suse over os. Selve halvøen var meget flot natur og efter at have taget kystvejen ud og spist frokost i en lille gammel havn, tog vi vejen i højderne midt på halvøen tilbage med den smukkeste udsigt over Stillehavet. Det er tydeligt at se hvorfor det netop var her skotske udvandrere slog sig ned.


Næste morgen skulle vi køre længere vestpå til byen Te Anau. Inden da stoppede vi downtown i Dunedin som er meget skotsk inspireret. Udover de mange bakker og grønne skråninger kunne man blandt andet se det ved at skolebørnenes uniformer var skotske kilte. Kasper havde læst at verdens stejlest beboelsesgade, Baldwinstreet lå i Dunedin, så der gjorde vi da lige et stop for at “klatre” op til toppen. Det var om at bruge benmusklerne og den VAR meget stejl. Vi spiste en let frokost på en hyggelig cafe inden vi kørte videre. Uden for byen tog vi en lille afstikker ud til “Tunnel Beach”. Der gik en lang sti ned ad skråningen og førte os ud til de vildeste klipper med en naturskabt tunnel gennem skabt af havets enorme bølger. Det var virkelig flot og råt og bølgerne fra det sydlige stillehav hamrede virkelig mod kysten, og havde skabt dette imponerende landskab og klippeformationer. Det var en lang dag på vejen og vi kom trætte frem til Te Anau.



Te Anau ligger ud til Lake Te Anau, New Zealands anden største sø. Vi havde booket campingplads lige ud til søen-det var virkelig en dejlig campingplads. På pladsen havde de to små lam som ungerne var helt vilde med. De fik også lov til at give dem flaske med mælk. Lammene var 6 uger og var blevet afvist af deres mor ved fødslen.


Te Anau er også sidste by inden man kommer til vejen til Milford Sound-et af verdens 8 naturvidundere. Og planen var da også at vi skulle der ud og sejle på fjorden. Den første dag gik dog med gåtur ved søen og besøg på turistinformationen, hvor de havde en fin udstilling om især New Zealands fugleliv-der virkelig er noget helt i særklasse. På New Zealand lever flere fuglearter, men flere af dem skiller sig helt ud fra alle andre fugle i verden. De 3 mest kendte er deres nationalfugl Kiwi-fuglen, samt Takahe-fuglen og Kakapoo-fuglen. Ens for dem alle tre er, at de ikke har vinger og derfor tilbringer deres liv i skovbunden. Før koloniseringen fandtes ingen vilde dyr på New Zealand og ingen pattedyr udover en flagermus. Så alle disse fugle var derfor på ingen måde truet af fjender og behøvede derfor ikke at kunne flyve. Derfor udviklede de ingen vinger. Efter europæerne kom til i slutningen af 1700-tallet og indvandringen tog til i 1800-tallet kom der også pattedyr og skadedyr til. Nu er alle 3 fugle derfor udrydningstruede. Takahe og Kakapoo lever kun på små øer på sydøen, samt den sydligste og tredje største ø, Stewart Island, hvor man holder alle former for pattedyr fri for øerne. I resten af landet er det de andre former for “landfugle” samt deres elskede Kiwi fugl man prøver at beskytte ved at sætte fælder ud og jage især det meget hadet skadedyr Possum. Man har en centralt styret plan om at New Zealand igen skal være fri for alle former for pelsdyr inden 2050. Kaniner, Possums, Rotter, mus etc. Resten af dagen gik på legeplads med svævebane og leg hjemme på campingpladsens hoppepude.

Da jeg var i New Zealand for en del år siden, med mine forældre var vi ude i en grotte og se lysende orme-Glowworms. Det havde vi talt længe om at skulle gøre, når vi nu kom til New Zealand. Næste dag gik således med båd ud på søen til en grotte på modsatte side, hvor man fik en guided rundvisning og sejlede i bælgravende mørke i en mindre båd for at komme helt tæt på ormene i grotten. Vi kom da ind og så dem på nært hold, men det var ikke helt så vild en oplevelse som jeg huskede det og tror også ungerne var lidt skuffede. Men bådturen og naturen var som alle steder vild og flot og selv grotten lå i naturbeskyttet regnskov. Den efterfølgende dag skulle vi videre mod Queenstown. Men vi havde lige en tur på Milford Sound tilgode. Der er mange udbydere af ture på fjorden og priserne er ret pebrede.Vi fandt dog ud af, at man kunne komme afsted til halv pris ved at sejle ud kl 9 om morgenen. Det indebar dog at vi forlod Te Anau allerede kl 06 for at nå det. Vi valgte at lade ungerne ligge i bilen og sove videre, mens vi bevægede os afsted i den halvmørke morgen. Vi kørte gennem virkelig smukke landskaber, med bjergtinder, sne i vejkanten, grønne sletter med får og lam. Mange steder stod der skilte med lavinefare, hvilket der heldigvis ikke er så meget af nu om foråret. Vi kom frem til Milford Sound og gik ombord. Det var en yderst smuk sejltur med de stejle klipper direkte ned i vandet. Vi sejlede forbi høje vandfald, klipper med sæler og sågar et par pingviner der plaskede rundt i vandet. Vi sejlede helt ud til det Tasmanske Hav og vendte båden ude i de store dønninger og nød sejlturen tilbage til Milford Sound Village. Inden vi kørte tilbage af samme vej over Te Anau oplevede vi virkelig mange Sandfluer. Captain Cook var her i 1772 og havde beskrevet dem som en plage, mens de lokale Maorier fortæller at her er så flot så man ville blive her, hvis der ikke var så mange sandfluer, derfor er de her. Der var mere trafik på vej tilbage og vi stoppede kun en enkelt gang ved et vandfald. Her så vi Kea papegøjen. Den er kæmpestor og åbenbart meget sjælden og bor kun lige i dette område. Men flot var den. Mht. vandfaldet måtte vi sande, at vi er ved at være mætte af dem, men vi startede jo også vores rejse med at se det største af dem i Niagara.




Vi vendte næsen mod Queenstown, hvor vi kom frem først på aftenen, til vores campingplads midt i byen og med udsigt over den store sø, og lige ved siden af den lokale kabinelift. Skisæsonen var netop slut, men der emmede stadig af skistemning i byen. Ungerne havde talt meget om, at de gerne ville på en bondegård og vi havde læst os til, at man fra Queenstown kunne sejle over til en farm. Vi sejlede afsted mod Mount Nicholas farm, med alle tre unger ved roret. Farmen er primært en Merino ulds farm, der ligger helt ned til søbredden ud til søen Lake Wakatipu. Vi havde den dejligste dag på gården som må høre til en af de smukkeste beliggende i verden. Vi blev vist rundt både til fods og i bil, og hilste på det nyklippede kælefår Lucky som vi også fik lov til at fodre, samt hyrdehunden Belle, der viste os hvordan hun fik styr på fåreflokken. Der var kun 5 besøgene udover os og vi sluttede af med en farmers lunch i laden. En helt igennem dejlig familie oplevelse. Tilbage i Queenstown tog vi på legeplads, mens Kasper og jeg nød en kaffe i solen. Så kunne vi da heller ikke komme uden om byens meget velassorterede slikbutik som især Frida var ved at falde i svime over. Queenstown er virkelig en skøn og aktiv by og Kasper og jeg følte os ret hjemme. Den ligger så smukt ned til søen med masser af grønne områder, naturlegepladser, kaffeboder, cafeer og restauranter.







Næste morgen gik vi ned til søbredden for at gå på et Lake Observatory, hvor man gennem store ruder kunne kigge ud på søens dyreliv. Der var kæmpe ål, laks, ørreder og ikke mindst dyk-ænder, som var virkelig sjove at se på. Vi tog nu afsked med Queenstown, men vi har på fornemmelsen at vi kommer tilbage en dag. Byen har det hele. Bjerge, sø, storslået natur, aktivt udeliv og et hyggeligt havnefront liv.

Vi kørte herefter videre mod vestkysten og glacieren Franz Joseph. Turen gik over Haast passet som er eneste vej sydfra til den vilde vestkyst. På vejen stoppede vi til frokost i Arrowtown som var en tidligere guldmine by og som lå midt i mellem mange skiområder. Den var ret hyggelig og samtidig meget gammeldags og byens fortid var tydelig. Vi besøge bl.a et lille museums område for enden af den gamle hovedgade hvor de kinesere der havde søgt drømmen om den store guldåre i 1862, havde haft deres eget samfund. Vi spiste frokost i en gammel restaurant der kunne dateres tilbage hertil. Ungerne svingede sig i reb over floden og kom ikke helt tørskoet igennem. Næste stop blev ved Lake Wanaka, hvor vi ikke kunne komme uden om et insta-foto af “That Wanaka Tree”, som er et 70 år gammel træ, der står ude i søen. Det er nu ikke så meget træet der gør det, men mere hele naturscenarier med de smukke bjergtinder i baggrunden.


Turen vestpå var meget smuk og vi kom ud til kysten, af øde bjerg- og sletteveje, ved byen Haast. Stedet er UNESCO verdensnaturarv og man påstår, at hvis man vil se verden som den så ud for 50 millioner år siden med uforstyrret plante- og dyreliv er det her, man skal tage til. Det blev en lang køretur langs kysten, og uden nogen civilisation, så aftenen nærmede sig. Vi nåede lige at hoste os ind til byen Fox, der ligger 33 kilometer syd for Franz Josef, for at tanke. Fox har også en gletsjer men vi havde valgt Franz Josef. Vi vågnede med udsigt til grøn regnskov på alle bakker omkring os og til gletsjeren i det fjerne. En meget speciel natur og det fik vi mere syn for, da vi kørte hen til parkeringspladsen ved indgangen til gletsjer dalen. Her var palmer, bregner og tyk, tyk regnskov. Man gik langs floddeltaet fra gletsjeren og betragtede det imponerede landskab. Vi havde sommertøj på og alligevel kiggede vi op mod New Zealands højeste bjerg Mount Cook og den store gletsjer. Vi gik ikke helt ind i bunden af dalen hvor man kunne komme helt tæt på. Men at opleve en gletsjer i et regnskovs landskab stoppe bare 270 meter over havet var helt specielt. Vi fandt også ud af at gletsjerne også trækker sig tilbage på den sydlige halvkugle. En lokal dame fortalte at for 30 år siden var gletsjeren gået helt hen til hvor parkeringspladsen lå, og det var næsten i niveau med havet. Besøget var det eneste vi nåede i byen inden vi kørte videre nordpå til vores nye bestemmelsessted, Westport.

På vejen videre stoppede vi først i Hokitika, som de selv kaldte The coolest little Town in the World. Og her var rigtig fint. Vi besøgte det lokale wildlife museum som var en stor oplevelse. Vi var nærmest de eneste i det lille lokale museum og de 2 damer, der drev stedet vise os nærmest rundt. De havde NZ kæmpe ål, et krabbefiske bassin, krebs, NZ’s eneste “dinosaur” et stort firben, masser af fisk og så den helt store attraktion 2 Kiwi fugle. De er nattedyr og vi kunne først ikke se dem i det mørke rum, men en af dem der drev stedet, fik fundet dem frem til os med lidt lokkemad. Hold nu op, de var større end vi troede. Større end en høne, kuglerund krop ingen vinger og langt tyndt spidst næb. Det var virkelig fint at se dem live. Bagefter gik vi tur på stranden og så mange lokale fiske såkaldte Whitebaits med et stort net, så vi måtte lige sætte os ind i hvad det var. Det er så fiskeyngel der er en delikatesse og der var sæson netop nu. Så sidste stop var den lokale Fish and Chips der kunne servere disse i en slags pandekage. Fint sted Hokitika, og så var der masser af historie der. Byen var opstået som flere andre da der fundet guld og i dag var den mest kendt for det grønne guld, Jade stenen, som Maorierne bruger meget. Vi kom sent afsted og fik travlt med at nå næste stop inden solnedgang. De meget specielle Pancake Rocks. Her er den tidligere havbund meget tydelig i klipperne der består af lag på lag, og så har den vilde kyst og bølgerne formet klipperne i fantastiske former. Vi kom løbende 5 minutter før solen gik ned og fik flotte billeder både på nethinden og på film. Vi kom frem til Westport meget sent.


Vi havde 2 nætter syd for byen i området Carters on the Beach. Her var meget vindblæst og vi gik en lang tur på den øde strand, besøgte den lille by for frokost og William fiskede ved flodmundingen af floden Buller River, i første omgang uden held. Men 2 lokale gutter syntes han skulle prøve med deres stang og så var heldet med ham. Han fik en flot Kahawai op og med hjem. På campingpladsen havde de sagt vi kunne være heldige at se spækhuggere eller delfiner. Og her stod William så og fiskede mellem sæler og verdens mindste delfin “Hectors Dolphin”, der sprang rundt foran ham. Spækhuggere så vi dog ingen af.


Næste morgen forlod vi campingpladsen og gjorde et kort stop i byen, hvor William ville i fiskebutik. Kasper satte os af, men der gik virkelig lang tid før end han kom tilbage efter os. Lettere irriteret over at han var så lang tid om det sprang jeg og ungerne ind i bilen, men blev så klar over hvorfor det havde taget ham så lang tid. Det viste sig at han ved et uheld havde bakket ind i en bil der kom kørende i modsatte vejbane. Der var kommet et stor bule i den anden bil, men heldigvis ikke sket så meget med vores udover at Kasper var pænt ærgelig over det. Efter at have sundet sig kørte vi nu længere mod på mod Abel Tasman nationalpark. På vejen stoppede vi ved Buller Gorge med New Zealands længste hængebro. Vi gik over broen og en tur rundt i et landskab der var delt i 2 på hver sin side af en jordskælvslinje hvor den ene halvdel havde rejst sig 4 meter. William og Frida tog svævebanen tilbage over floden igen i 17 meters højde. Vi nåede frem til vores campingplads i Kaiteriteri lige til aftensmad. Kaiteriteri er en af de sidste byer man kommer til, inden man bevæger sig ind i nationalparken der ligger helt ud til vandet. Vi havde således da også havudsigt fra vores site. Aftenen bød på en lille strandtur.

Kasper og jeg havde fundet et sted en times kørsel fra campingpladsen, hvor man kunne fange laks i en sø. Der måtte vi selvfølgelig hen den efterfølgende dag. Det viste sig at være et lakse opdræt og ved siden af opdrættet var en sø fuld af laks. Konceptet var at man lånte fiskegrej og så fangede laks, som de på stedet efterfølgende tilberedte som man ønskede. Man skulle beholde den laks man fangede, og den kostede 26 dollars (ca. 120 kr) pr kg. Ungerne fik således kun lov til at fange en laks hver, ellers kunne det blive en dyr fornøjelse og vi spiste en hyggelig frokost, Sashimi og varmrøget laks, i solen. Efter at have hilst på de bondegårds dyr som holdt til på gården og set de store ål ved flodbredden, kørte vi på hjemvejen forbi en af Maoriernes helligste kilder-Pupu springs. Vi gik på gangbroer rundt om kilden, da man på ingen måde måtte røre det hellige vand. Det er noget af det klareste vand i verden med en sigtbarhed på 63 meter, kun overgået af vandet under isen på Antarktis. Det var virkelig smukt med alle de flotte farve nuancer. Det er den største ferskvandskilde i New Zealand og med 14.000 liter vand i sekundet den største kolde kilde på hele den sydlige halvkugle.





Næste dag havde vi ikke de store planer, da alle trængte til en slapper. Ungerne legede rundt, men kom pludselig løbende da en andemor havde mistet alle sine ællinger ned i kloakken. Ungerne svømmede rundt dernede og kunne ikke komme op. William, Frida og Walter gik straks igang med redningsaktionen med en spand i hånden til at samle ællingerne op i. Problemet var at andemor var ret agressiv og jo ikke fattede at vi ville hjælpe. Fire ællinger blev reddet op af ungerne, desværre fik en af dem skubbet de tre tilbage i kloakken igen. Så med en reddet ælling og en meget sur mor and, måtte vi ty til hjælp hos personalet på campingpladsen, der kom os og ællingerne til undsætning. Alle blev reddet op og alle var glade. Resten af dagen gik på legepladsen og med at fiske(for Williams vedkommende). Sidst på eftermiddagen kørte vi lige rundt om pynten og gik ned ad en smal skovsti for at komme ud til en helt øde strand. Herfra havde vi den flotteste udsigt til en klippeformation der hedder Split Apple Rock som ligger ude i havet og som navnet antyder ligner et æble, der er skåret midt over. Vi tilbragte et par timer på stranden med at samle skaller og bygge vandløb. Dette var sidste hele dag på Sydøen, da vi næste morgen sejlede over til hovedstaden Wellington på nordøen. På vejen havde Kasper fået “lov” til at køre forbi hans yndlingsvingård Cloudy Bay, der ligger i Blenheim i Marlborough tæt på Picton hvor færgen gik fra. Men vi kom for sent afsted og undervurderede afstanden så han måtte til sin store skuffelse nøjes med at køre forbi vinstokkene med 100 kilometer i timen.



Vi havde 2 1/2 uge på sydøen og det var en kæmpe oplevelse. Naturen er helt igennem storslået og New Zealand er et skønt land at rejse rundt i. Vi har stadig meget til gode at opleve, så det er helt sikkert ikke sidste gang vi er på disse kanter.

3 tanker om “Fantastisk rundrejse på New Zealands smukke syd ø”
Hvor er det flotte billeder og beskrivelser. En hel rejseguide, den må udgives???
Alle ser ud til at have det fantastisk, stor hilsen til alle
Kh
Endnu en skøn beretning fra jeres fantastiske tur.
Det hele lyder vidunderligt og det lyder til at alle tre unger stortrives. Det er skønt at se hvor meget de får ud af alle de her fantastiske oplevelser jeres rejse giver dem ❤️ NZ lyder skøn. Vi glæder os til at se jer om 42 dage ?