Eksotisk dyreliv i stor stil

Vores rejse fortsatte fra Vietnam med en enkelt overnatning i Malaysias hovedstad Kuala Lumpur. Selvom vi kun havde en formiddag, at gøre godt med, havde vi hjemmefra alligevel booket hotel i centrum-en times tid fra lufthavnen. Vi ankom ved 20-tiden og fik vores værelse på 25. etage. Der var den vildeste udsigt over byen, med panorama vinduer fra gulv til loft selv i brusebadet. Vi var naboer til KL Tower, der nærmest lignede en ufo højt oppe i luften, med skiftende farver lys-ret flot. Værelset var nærmere en stor lejlighed og ungerne gik straks igang med at lege gemmeleg i de mange rum, mens Kasper gik på gaden for at hente noget mad med op på værelset.

Næste morgen bevægede vi os ud i byen og startede dagen med morgenmad på Starbucks. Da vi kun havde 2-3 timer at gøre godt med, var vores primære mål at komme hen til Petronas Twin Towers – engang verdens højeste bygninger fra 1998 til 2004 og i dag de fjerde højeste. På gaden blev vi lokket til at købe en linse til min IPhone, så vi nu kunne tage et super billede af tårnene fra bund til top(bedøm selv:-)). Tilbage på hotellet blev vi hentet igen og kørt i lufthavnen til næste stop; Borneo.

• Efter en 3 timer lang flyvetur, der ikke gik helt stille af sig ved landingen, ankom vi til Sandakan på Borneo. Borneo er delt i to lande, den Indonesiske del i syd og den Malaysiske del i nord. Sandakan er den største by i regionen Sabah i den nordligste Malaysiske del af Borneo. Herfra kørte vi en times tid mod området Sepilok, der er et mindre område som ligger i junglen. Det var mørkt da vi kom frem til vores resort; Sepilok Forest Resort. Selvom vi ikke kunne se meget, fornemmede vi hurtigt at vi var midt i junglen med alle de forskellige dyrelyde, vi kunne høre. Vi spiste lidt aftensmad og blev så vist op til vores hus. På vej til huset fik vi besked på ikke at holde på gelænderet ved gangbroerne vi gik på, da der tit lå slanger snoet rundt om det. Bl.a. pytoner og grøn mamba, vist nok verdens giftigste slange. Så var vi ligesom igang igen med det eksotiske dyreliv. Vores hytte var stor og rigtig fin, og vigtigst af alt-ingen dyr på værelset.
• Sepilok er mest kendt for sit orangutang rehabiliterings center. Så næste morgen efter en god omgang morgenmad og en lille pool-tur, gik vi ned mod centret der lå et kvarters gang væk. På vejen gik vi ad jordvej og lyttede til alle de mange dyrelyde fra junglen og var også så heldig at se en stor næsehornsfugl. I Sepilok ligger også et andet rescue center, nemlig et med Sun Bears eller Malajbjørne som de hedder på dansk. Bjørnen er verdens mindste bjørn, den han blive op til 80 kg. og den lever kun i Asien. Den er mørkebrun og har foran på brystet en lys rund aftegning, der godt kan minde om en sol. Vi startede med at besøge bjørnene. Centret redder disse bjørne, primært fra fangenskab som kæledyr, fra naturen hvis unger er efterladt etc., og gør derefter alt hvad de kan for at skabe et så naturligt liv for dem i fangenskab som muligt. Det optimale mål er, at kunne slippe dem ud i den fri natur igen. Desværre er det meget få bjørne der kommer så langt i processen. På nuværende tidspunkt har de 50 bjørne, som er fordelt rundt i flere forskellige store indhegninger som alle sammen ligger samlet i junglen. Man gik rundt på gange højt hævet over indhegningerne. Der var rigtig mange Makakaber, også store, og vi skulle virkelig holde øje med børnene. Efter lidt frokost kunne vi nu komme ind på orangutang centret. Alle de orangutanger der er her, er blevet reddet i junglen. Desværre er palmeolie industrien så stor her og man brænder store dele af junglen ned for at anlægge plantagerne. Junglen som orangutangerne lever i bliver mindre og mindre, hvilket er livstruende for dem, da de ikke kan leve i plantagerne. Her på centret redder man orangutanger-især unger-der er blevet adskilt fra deres mødre. Man oplærer dem til at kunne klare sig ude i den frie natur, ved at skabe så naturlige rammer for dem som muligt. De bliver langsomt udsluset og sidste etape er et åbent nursery, der ikke er indhegnet og hvor orangutangerne frit kan bevæge sig længere ud i junglen. Her kommer der vel dagligt ca. 30 orangutanger, hvoraf flere sover omkring området i kunstige reder mens de der er på vej videre sover i junglen. Mange af dem holder sig dog i nærheden af centret, hvor der to gange dagligt bliver lagt mad ud til dem, som de kan komme og spise af, hvis de vil. Der er kun åbent for besøgende 2 gange 2 timer dagligt, så man ikke forstyrrer orangutangerne for meget. Man går på gangbroer rundt i junglen og flere gange var der en passer, der bad os vælge en anden vej, da de større orangutanger opholdt sig på gangbroen og man derfor ikke måtte gå der. Ved fodringstid får man lov til at stå på en platform og se på orangutangerne spise, hvis man altså er så heldig at der dukker nogen op. Foderplatformen er nemlig ikke indhegnet og det er derfor vilde orangutanger (der godt nok har været tilknyttet centret), der kommer for at spise. Vi var så heldige at 3 orangutanger kom for at spise, der i blandt en meget stor han. Det var en super fin oplevelse og så fantastisk alt det der bliver gjort for at redde de livstruende orangutanger. Hjemme på resortet igen stod den på lidt Kalaha og dejlig middagsmad inden vi krøb til køjs.
• 
• Næste dag blev vi hentet efter frokost og kørt 2,5 time længere ind i junglen til Kinabatangan floden i Sukau. Her kan man næsten ikke komme længere væk fra vores normale liv hjemme. Sukau består vel af en lille landsby langs floden og så 5-6 BB hvor vi så boede på Sukau Greenview. Her skulle vi overnatte en enkelt nat i en hytte og sejle på floden af 3 omgange. Kinabatangan floden løber gennem regnskoven og er 560 km lang med et helt enormt dyreliv. I Borneo har de fem dyrearter som er toppen af poppen-de kalder dem “The Big Five”-det er Næsehornsfugl, Krokodille, Næseabe, Pygmæelefant og Orangutang. Det ville jo være helt fantastisk, hvis vi kunne komme til at opleve dem alle. Vores første sejltur, var lige efter vi var ankommet og foregik i en mindre jolle med påhængsmotor. Vi sad 10 personer i båden, der hurtigt bevægede sig ned ad den brune flod. Efter ca. 15 minutter dukkede der pludselig en flok på 20-30 pygmæelefanter op i vandkanten. Det var helt fantastisk at se dem. De yngste af elefanterne var på størrelse med en ko og de voksne lidt større. Pygmæelefanten er den mindste elefant i verden og lever kun på Borneo. Det er ikke så tit at de opleves på så nært hold, så vores guide i kanobåden gjorde meget ud af at fortælle at vi var virkelig heldige. Vi brugte ca. 15 minutter på at observere dem, inden vi sejlede videre ned ad en biflod. Her gik der ikke længe før at træerne hoppede og dansede foran os. Flokke af næseaber og Makakaber afløste det ene træ efter det andet. Næseaber er ret skønne at studere med deres virkelig sjove næser. De sprang fra træ til træ og lod ikke til at tage særlig notits af os. Der findes to typer af Makakaber, den korthalede og den langhalede. Vi fik set begge slags. Mange steder ved floden er der sat reb op fra den ene side til den anden. Dette er for, at hjælpe især orangutangerne med at komme over floden, de er nemlig ikke svømmere i modsætning til alle de andre arter af aber, der bor langs floden. Da vi sejlede tilbage så vi flere arter af næsehornsfuglen. Så nu kunne vi sætte kryds ved tre ud af de fem dyr-det var da en meget god start. Vi kom tilbage og fik lidt aftensmad. Vi havde hjemmefra købt transport, ophold, mad og 3 x flodsafari. Næste flodtur var allerede efter aftensmaden og nu var solen gået ned. Udstyret med lommelygter bevægede vi os igen afsted ned ad den meget mørke og lidt uhyggelige flod. Uhyggelig mest fordi at Kinabatangan floden også er hjemsted for store krokodiller på op til fem meter. Man vænnede sig dog hurtigt til mørket og mens jagten gik ind på at spotte krokodillerne( dog ikke de fem meter lange, der primært lever i bifloderne), så vi flotte og meget farverige Kingfisher fugle, natugler og kamæleoner. Da vi var ved at sejle tilbage så vores guide pludselig en krokodille ligger på en træstamme i vandet. Det var en lille babykrokodille, men nu kunne vi dag også sætte hak ved krokodille-lille eller ej.
• Dyrene langs floden er især aktive ved solopgang. Så til sidste sejltur blev vi vækket kl 05:30, så vi kunne opleve hvordan regnskoven vågnede op til dagen. Vi havde jo også lige sidste chance for muligvis, at spotte orangutangerne som åbenbart ikke viser sig specielt ofte ved floden. Det var skønt at sejle ud i den rolige morgen og høre hvordan skoven blev mere og mere levende. Vi sejlede igen ned ad en mindre biflod, der i modsætning til den brune hovedflod, var fuldstændig sort. Det viste sig, at det er flagermuse ekskrementer fra Gomantong grotten længere oppe af floden, der gør den helt sort. Det er i samme grotte der samles fuglereder til den meget kostbare fugleredesuppe der spises i Kina. Morgenen før havde vores guide set en stor krokodille her i floden, som han håbede at kunne vise os. På denne sejltur så vi igen masser af aber og næsehornsfugle. Så desværre ingen store krokodiller (måske meget godt) og ingen orangutanger. Vi fik da set “The Big Four” og hvis man tæller orangutangerne med på rescuecentret-som jo også lever i det fri-ja så fik vi da oplevet Borneo’s “Big Five”. Men selve oplevelsen ved at sejle væk fra Sukau på den brune flod hvor det drev med grene, stammer og jordøer, mens naturen var stille og larmende med dyrelyde på sammen tid, var også en kæmpe oplevelse.
• 
• Vi kørte nu retur til byen Sandakan, hvor vi checkede ind på byens eneste hotel (i hvertilfældet eneste hotel, man vil bo på). Sandakan ligger lige ud til havet mod Filippinerne og der frarådes af udenrigsministeriets rejsevejledning at bevæge sig ud på havet på besøg på nogle af de nærmeste øer, da der foregår megen pirateri og kidnapninger, mens man i byen kun skal udvise ekstra forsigtighed. Vi har kigget lidt på disse rejsevejledninger løbende og kan være en meget god, specielt beroligende indikation, på at det er ok at være de forskellige steder. Men Sandakan tog helt sikkert prisen for flest flest lokale i forhold til udlændinge. Vi så 2 i alt uden for hotellet. Her havde vi en enkelt overnatning inden vores fly til Bali via Kuala Lumpur afgik næste morgen. Hotellet lå helt ud til vandet, og vi fik et værelse på 25. etage med flot udsigt, når man kiggede ud over havet og ellers ikke så flot udsigt over byen, der virkelig var fattig og slidt at se på. Vi tilbragte det meste af dagen ved poolen, og det blev da også lige til 2 korte besøg i det lokale indkøbscenter som hotellet lå ved. Her var vi de eneste udlændinge, og der blev kigget langt efter ungerne og taget flere billeder af dem, som William sagde skal vi ikke sige det koster 1 dollar Per gang, så bliver vi rige. Om eftermiddagen begyndte Frida at brokke sig over ondt i øret. Da vi før har været på ferie, hvor Frida fik øreproblemer, var vi lidt bekymrede over vores flyrejse næste morgen. Vi gav hende noget smertestillende og gik ned og hentede mad med op på værelset inden vi gik i seng. Vi skulle hentes kl 07:00 næste morgen. Flere gange om natten vågnede Frida grædende med smerter. Det var jo helt vildt synd for hende, og jeg var også en smule bekymret for vores forestående flyrejse. Jeg vågnede næste morgen tidligt og ringede til vores rejseforsikring for at få råd til hvad vi skulle gøre med flyrejsen. De sagde at vi jo ikke kunne flyve, hvis hun havde ørepine, så de kunne hjælpe med at skaffe os en læge på Borneo. Tanken om at skulle strande på Borneo var virkelig ikke den fedeste. Lettelsen var dog stor, da Frida vågnede og ikke mere havde smerter, men blot følelsen af en prop i øret. Vi kørte derfor mod lufthavnen. For en sikkerheds skyld gav vi hende smertestillende, men hele flyrejsen til Kuala Lumpur var heldigvis helt uden smerter. I Kuala Lumpur skulle vi vente fem timer inden flyet afgik til Bali, men Kasper så, at et tidligere fly afgik to timer senere og vi var så heldige at få ændret vores billetter til dette fly. Så godt på vej mod Bali, hvor vi skulle tilbringe 5-6 uger-forhåbentlig også på Gili-øerne, der jo desværre har været ramt af voldsomt jordskælv i begyndelsen af august, men som er åbnet op for turister her i start september.
•