Delfiner, dyk og das

Efter små to ugers afslapning i Seminyak gik turen nu videre nord på til byen Lovina. Lovina ligger helt oppe på den bjergrige nordlige kyst og er kendt for sit helt sorte vulkan sand og delfinerne der bor fast ud for kysten. Vi havde booket samme chauffør som havde hentet os i lufthavnen, Ketut. Vi har efterhånden fået styr på de lokale navne på Bali og Ketut betyder nummer 4 i søskende flokken, hvorimod vores driver der kørte os til rafting og Swings, Wayan, betyder nummer 1 i søskendeflokken. Ketut glædede sig til turen, for selvom han havde været driver på Bali i mange år, havde han aldrig været i Lovina, endsige på nordkysten. Det tager ca 2,5 time i bil derop, og på vejen gjorde vi et par planlagte stop. Med Ketut bag rattet kørte vi mod risterrasserne i Jatiluwih. Disse terrasser er på UNESCO’ s verdensarvsliste. Vejen gik opad og var også lidt snoet, ikke lige sagen for Frida der lider af køresyge og da også måtte kapitulere i vejkanten. Vi kørte op op og op og kom frem til det smukke bakkede og grønne landskab med risterrasser så langt øjet rækte. Der var så smukt og landskabet var, selvom der måske var 50-100 andre turister, så fredfyldt. Selv efter Frida havde fået lov til at spille på lokale slaginstrumenter, en slags stor xylofon, som hun nød i stor stil. Efter en gå-tur i området fik vi lidt at spise med den smukke udsigt i baggrunden inden turen gik videre op gennem flere bakkede landskaber, og mange steder heroppe, med aber i vejkanten. Vi kom frem til hindu templet Ulun Danu Bratan i Bedugul, der ligger smukt midt i søen Beratan mellem bjergene. Her gik vi en lille tur, tog de obligatoriske billeder og ungerne legede på den noget intermistiske legeplads.

 

Bali er lidt mindre end Sjælland og her er størstedelen hinduister. De dyrker deres tro i stor stil og alle steder, hvor man går ligger små bambus-flettede æsker med ofringer til guderne, bestående af blomster, slik, småkager, røgelsespinde og andet. De ligger på fortorvet, foran din værelsesdør, på stranden, foran butikker og ved alle de små stentempler, der er sat op over alt. Disse små bakker stænkes med vie vand tre gange hver dag. Alle hindu hjem har også deres eget familietemple, stort som småt, hvor familien ofte holder ceremonier og hver dag stiller deres æsker. Når man kører rundt på øen ser man mange steder, at der er pyntet op til ceremoni. Det kan være til et bryllup som udspiller sig over flere dage og nogle gange uger. Hele byen eller området er så pyntet op med bambusblade og palmeblade udsmykninger, ligesom balineserne er fint pyntet typisk i hvidt for mændendens vedkommen og mere farverigt for kvinderne. Vi passerede flere af sådanne landsbyer på vores vej.

  

Vi kom frem til vores hotel Sing Sing Resort i Lovina, der lå tilbagetrukket fra kysten højt oppe i bakkerne. De sidste 20 kilometer var Ketut afhængig af Google Maps og den anbefalede vej viste sig at være lidt spændende. Vi kørte ad en bakkekam med den flotteste udsigt til to søer ned til venstre, Twin Lakes, og udsigt mod havet langt forude. Her var der flere af de karakteriske Bali Swings. Længere fremme kørte vi ad små veje og man kunne fornemme, at det ikke var så tit at biler passerede, men oftere knallerter som her er rigtig mange af på Bali. Pludselig var vejen næsten lukket, da der havde været jordskred og vi kunne kun lige passere, måske med noget af de to venstre hjul ud over kanten. Lidt for spændende, men også spændende da der begyndte at gå nedad mod kysten af små skarpe sving. Der stank til sidst meget tydeligt fra bremserne, som blev brugt hele tiden. Ketut spurgte Kasper om han kunne lugte det og vidste hvad det var. Så måtte Kasper forklare ham, at man måske ikke skal bruge bremserne så meget, men at man også kan motorbremse i gearerne. Det var en helt ny oplevelse for ham, det havde han aldrig prøvet før, og mens vi kom langsomt ned fik Ketut lidt undervisning i, hvornår han skulle geare ned til hans egen store forbløffelse.

Da vi kom frem var solnedgangen begyndt og vi blev straks betaget af den smukke udsigt ud over havet. Vi fik vores bungalow med to værelser og vores egen lille pool med super flot udsigt. Stedet ejes af et hollandsk/indonesisk ægtepar og de var virkelig søde og serviceminded. Børnene faldt straks for deres to små hunde ligesom deres talende fugl også var et hit-“hello boss” blev den ved med at sige.

I Indonesien kan man rejse rundt som turist i 30 dage uden visum. Vi skal være her i alt i 40 dage, så vi var nødsaget til at forlænge vores visum, som vi kun kunne købe til 30 dage ved ankomsten til landet. Det kunne enten gøres i hovedbyen Denpasar syd på eller oppe nord på i nabobyen til Lovina, Bali’s tidligere hovedby Singaraja. Vi benyttede derfor første dag til at tage på immigrations kontoret og få det overstået. MEN det var ikke så lige til. Vi mødte op med vores pas, men fik så besked på, at de skulle have 5 ansøgninger inkluderet kopi af alle pas samt kopi af vores udrejse billet fra Indonesien. Når de havde fået disse kopier og ansøgningen udfyldt, skulle vi have taget fingeraftryk samt foto. Normalt skulle man komme for kun dette efter 2-3 dage, men ekstraordinært hjalp de os med at gøre det samme dag. Så ville sagen blive behandlet og vi kunne hente visum igen efter fem dage. Puha det var en lidt større omgang end vi havde regnet med. Os ud på den trafikerede gade igen for at skaffe en bil, der kunne køre os hen og få taget kopier(det kunne de selvfølgelig ikke hos immigration). Chaufføren blev en meget ung gut der var søn til en butiksejer nogle hundrede meter fra kontoret. Afsted i bilen for at finde en butik der kunne kopiere vores pas, det fandt han i selve Singaraja ca. 20 minutters kørsel væk. Tilbage til kontoret for at sætte alle af undtaget Kasper der måtte en halv time hver vej tilbage i villaen og hente flybilletten og bagefter igen skaffe 5 kopier af den på vejen. Tilbage til kontoret ventede vi i næsten 4 timer på, at få taget fingeraftryk og foto. Ungerne var ved at gå ud af deres gode skind-og med god grund. Så en dag, der ellers planlagt på stranden, endte i stedet på immigration Office. Da det hele var overstået kørte vi tilbage til hotellet og tog os en tiltrængt pool tur. Den første dag vi kom tog Kasper og børnene et dyp i vores egen pool. De brokkede sig alle over at den smagte lidt skarpt og sved lidt på kroppen. De kom hurtigt op igen og blev alle skyllet. Næste dag bemærkede Kasper at hans shorts var helt misfarvet og hans vielsesring helt grå. Der havde nok været noget ret skrapt i vandet. Vi talte med ejerne om det, der var meget kede af det. De tilbød os derfor at flytte over i den største villa, der var privat eget, på stedet med den vildeste udsigt og skønneste store pool i flere niveauer inkl. vagt, stuepige etc. Det ville vi jo ikke sige nej til, så taskerne blev flyttet ind i den dejligste villa man kan forestille sig og uden merbetaling – vi var ret heldige.

Næste dag var planlagt stranddag. I Lovina er der ikke rigtigt steder med solstole på stranden. Så vi blev kørt ned til en slags Beach Club, et sted ud til vandet med pool, vipper, klatrevæg og vandsport. Ikke lige hvad vi voksne havde drømt om af stranddag, men børnene syntes selvfølgelig at det var toppen. De tilbragte alle tre hele dagen i poolen med at prøve klatrevæg og vipper, hvor især seksmeter vippen blev afprøvet. Tilbage i villaen nød vi udsigten med solnedgangen og fik serveret dejlig indonesisk mad.

Når man siger Lovina siger man også delfiner. Det skulle selvfølgelig også opleves. Lørdag morgen kl 05:45 blev vi hentet og sejlet ud på havet i solopgangen på udkig efter delfiner. Det var virkelig flot at se solen stå op til havs. Vi var dog ikke eneste båd på jagt efter delfinerne-der var virkelig mange andre. Efter en halv times tid kom vi frem til der hvor delfinerne svømmede. De gav den virkelig gas for os, sprang, snurrede og lavede saltomortaler. Selvom det var rigtig sjovt at se blev det en lille smule ødelagt af, at der var så mange både, der sejlede efter delfinerne, hver gang de skiftede retning. På den anden side lod det ikke til at genere delfinerne, der jo er legesyge væsner og sprang tilfreds omkring os. Efter en lille time med delfiner stoppede vi ude på havet på et koralrev. Her var et væld af flotte og farverige fisk-Nemo fisk, papegøjefisk, flagermus fisk og mange flere. Vi hoppede alle i og snorklede rundt.

Samme dag skulle vi videre fra Lovina og ned mod nord-østkysten til byen Tulamben. Vi havde læst en masse om at der i dette område, var et helt fantastisk dykker område. Ikke nok med et flot koralrev, så ligger der også et skibsvrag fra 2. Verdenskrig som man kan dykke ned til. Det var William selvfølgelig ret hooked på at skulle prøve. På vejen ned til Tulamben gjorde vi stop ved nogle vandfald-Aling Aling vandfaldene. Man skulle betale i en lille landsby uden for skovområdet for dem der ville have water activities så vi nøjedes med 2 billetter til William og Frida og fik vores egen lokale trekking guide, der tog os gennem den lille landsby, gennem nogle rismarker og til sidst gennem skoven til vandfaldene. Her måtte man hoppe ned fra klipperne og der var også naturlige “rutsjebaner” ned gennem vandfaldende. Der var ligesom flere bassiner man kunne springe ned i fra klipperne der var 2, 6, 10 eller 15 meter høje. William og Frida var de eneste der gav sig i kast med springene. De hoppede hver især fra 2 meter og 6 meter – William overvejede stærkt 10 meter hoppet-men der var virkelig langt ned i mørkt vand. I stedet kravlede han højt op med vores guide og iført redningsvest, blev han sendt ned ad af det 12 meter høje vandfald. Det var ret sejt. Frida tog turen ned ad en lidt mindre stejl rutsjebane, et mere fladt vandfald. Da de to havde leget færdig, gik vi en lille tur længere op til det højeste vandfald-selve Aling Aling vandfaldet som egentlig var ret flot og lå helt roligt og naturskønt inderst i kløften. Ingen andre af de cirka 50 turister mødte vi der, de var blevet ved de andre vandfald.

Vi kom frem til vores hotel i Kubu-naboby til Tulamben. Resortet lå helt ned til havet og med den aktive vulkan Agung i baghaven. Vulkanen var i udbrud i november 2017. Her blev store områder ved vulkanen evakueret inklusiv det resort vi skulle bo på-Kubu Indah Spa and dive resort. Det viste sig faktisk at være dansk ejet og jeg kunne huske dengang, at have læst om et danskejet resort der blev evakueret, hvilket viste sig at være dette. Der var stadig en sikkerhedszone på 3 km. rundt om vulkanen, som faktisk under vores ophold blev udvidet til 5 km., da den i løbet af ugen viste aktivitet og flere dage så vi tydelige røgskyer komme op af toppen. Vi boede 7 km. væk og sikkerhedszonen ved det store udbrud i 2017 havde været 20 km., da det var værst. Vi fik vores bungalow, endnu en gang en stor villa med egen pool-skønt. De som rejser til dette område, gør det primært for dykningens skyld som er helt fantastisk. Vi talte med den tyske dykkerinstruktør på stedet og aftalte at William dagen efter skulle ud på dyk fra stranden af. Stranden består af sorte, store runde sten, der stammer fra tidligere vulkanudbrud. Området går for at være et af de bedste dykkersteder på Bali tildels på grund af et helt fantastisk koralrev, men i høj grad grundet skibsvraget USAT Liberty der var et amerikansk militær transportskib, som i 1942 blev torpederet af en Japansk ubåd. Skibet blev den gang sejlet op på stranden i Tulamben for at redde lasten og mandskabet. Her lå det indtil 1963, hvor Mount Agung havde sit, indtil videre, største vulkanudbrud i nyere tid, der fik skubbet skibet ud i havet. Den første dag på resortet gik med afslapning ved poolen, snorkling på husrevet og et enkelt dyk for Williams vedkommen, hvilket vist havde været ret så flot. Resortet lå relativt øde midt i et lokalt samfund. Det fornemmede man straks ved at der på stranden til højre og venstre var et liv af den anden verden af lokale fiskere. Tidligere havde deres både også ligget på grunden for hotellet og nu havde de så kun stien på tværs langs havet tilbage. De lokale fiskermænd kom ind fra havet ved 8 tiden om morgenen og 18-tiden om aftenen. Her stod alle konerne klar med baljer til at fragte fiskene hjem i. Mens kvinderne fyldte baljerne, som de bar hjem på hovedet, ordnede mændene bådene og børnene løb rundt og legede. Frida og William blev hurtigt omdrejningspunkt for børnenes leg og især William havde en fest med at lege løbekonkurrence, fangeleg og dåseskjul med de lokale drenge. Pigerne kiggede bare på til Fridas store skuffelse, da hun jo også gerne ville lege med, men ikke som eneste pige. Især fordi at drengene hele tiden sagde “you love me” til hende. Drengene nærmest sloges om, hvem der skulle sidde ved siden af William og være på hold med ham-han var i høj kurs. Kasper talte meget med de lokale fiskere både morgen og aften, og fik deres historier om livet. Omdrejningspunktet var helt klar livet med vulkanen som nabo og en fiskerne forklarede da også at han stadig ikke var kommet igang igen som dykkerinstruktør efter seneste vulkanudbrud, da flere hoteller var forblevet lukkede. Vi blev helt kendte af de lokale, så da vi en aften skulle køres hjem fra et andet sted vi spiste på, kiggede chaufføren på Kasper og sagde; “Ahhh father William”.

 

Om mandagen kørte vi ned til Tulamben stranden for at finde et dykkercenter William kunne dykke med ned til vraget. Kasper og William fandt et lokalt dykkercenter, der kunne tage ham med ud. Så mens William dykkede fandt vi andre et hotel med pool (som var det eneste på stranden). Tulamben stranden var virkelig lokal med stort set kun dykkere både turister og lokale. De lokale kvinder slæbte turisternes iltflasker og udstyr på hovedet ned til vandet. William gik afsted og vendte tilbage efter en lille time, glad og veltilfreds med hans første dyk på vrag. Vi var 5 nætter i Kubu og William nåede endnu et dyk på vraget denne gang med Kasper, som blev lokket med ud.

 

Hjemmefra var vores plan, at vi ville tilbringe 2 ugers tid på Bali og derefter 3,5 uge på alle tre Gili øer. Den plan gik lidt i vasken, da Gili øerne i starten af august blev ramt af et voldsomt jordskælv der ødelagde store dele af øerne. Vi besluttede derfor at blive i længere tid på Bali og se tiden an, om vi kunne komme ud til øerne. Det var virkelig svært at finde info om hvor store ødelæggelserne var. Vi var ikke bekymret for at der skulle komme flere jordskælv, men mere om der var rart at være, om der var elektricitet og vand, åbne restauranter etc. Når vi søgte på nettet fik vi svar i hver sin retning. Nogen skrev at alt lå øde hen og der kun var et par steder åbne og andre skrev, at det meste fungerede igen. Gili øerne består af tre øer; Gili Trawangan, Gili Meno og Gili Air. Grundet jordskælvet ville vi nu kun besøge den største af dem Gili Trawangan, da vi havde en ide om, at det var den der først ville blive genopbygget. Eftersom info var så svær at få, blev vi enige om at tage nogle dage ekstra på Bali inden vi besluttede om vi ville tage til Gili Trawangan. Vi valgte nu derfor at tage længere syd på til byen Sanur, hvor vi tjekkede ind på samme hotel som vi boede på sidst vi var på Bali. Turen ned til Sanur tog 3 timers tid og vi gjorde et par tempel stop på vejen. Første stop var ved Templet Lempuyang, der ligger oppe i bjergene og kendt for en helt fantastiske udsigt til Mount Agung. Desværre var der store skyer om vulkanen den dag, så udsigten var ikke helt så storslået som man ellers ser på de obligatoriske Instagram billeder. Vi ville dog alligevel ikke have taget et sådanne billede, da der var en kø på ca 2 timer for at få lov til at posere helt korrekt ved templet med den rigtige udsigt i baggrunden. For at komme op og ned til templet skulle man køre på ladet af en lille lastbil. På nedturen sad vi samme med to engelske piger, der fortalte at de skulle til Gili Trawangan dagen efter. Vi udvekslede numre og så ville de give os info om, hvordan der var på Gili øerne. Det var jo den helt rette måde at få opdateret info på. Efter templet kørte vi nu videre og stoppede på den skønneste restaurant oppe mellem rismarkerne og med lyden af den obligatoriske indonesiske musik klingende fra den nærliggende landsby, hvor det var bryllup. Efter frokosten kørte vi til et vand tempel helt nede ved kysten. Det var meget smukt og lå i en stor og flot velholdt have. Ungerne købte fiskefoder og fodrede de meget ivrige fisk.

Fremme i Sanur fik vi vores værelse på La Taverna, som slet ikke lignede det hotel vi boede på sidst-der var lavet meget om. Vi havde valgt det ud fra beliggenheden lige ud til stranden og den var selvfølgelig den samme. Sanur Beach er 3 km lang, med store hoteller og gode restauranter, men også rigtig meget lokalt liv med madboder og tøjboder, hvor de lokale sælger deres ting side om side. Her mødes de lokale på stranden i weekenderne og samles ved templerne langs stranden og i hovedgaden. Mens vi var der var det fuldmåne som hinduerne fejrer med optog, samlinger og ekstra ofringer til guderne. Balineserne er virkelig et sammentømret folk og man får en fornemmelse af, at alle kender alle og på en eller anden måde er i familie sammen.

Vi tilbragte 4 dage på stranden i Sanur. Her blev det til en jet-ski tur for alle 3 børn, snorkling på revet (ikke at der var så meget at se på), badning i poolen og en masse ude spisning, hvor børnenes favorit var den svenske Café Smörgås, hvor vi fik kötbollar med mos. Vi havde nu allerede besluttet at tage til Gili og Kasper havde forhandlet sig frem til rigtig gode priser på båden der over, der ellers er lidt pebrede. Han er blevet ferm til at prutte om priserne. De engelske piger vi mødte ved templet, havde også skrevet til os at Gili Trawangan var skøn og at man da godt kunne se at der havde været jordskælv flere steder, men at der var masser af restauranter, hoteller og butikker åbne. Tirsdag blev vi derfor hentet af en minibus og fragtet til Padang Bai hvorfra vi skulle sejle til Gili T. Det var noget vi alle havde set frem til. Vi skulle tilbringe to uger på Gili, hvor vi den sidste af ugerne får besøg af Kaspers kusine Lara og hendes familie. Vi glæder os alle helt vildt til at se dem og ungerne kan slet ikke vente til de skal lege med August og Ellen. De er efterhånden ret hungrende efter andre børn at lege med. Det bliver den bedste afslutning på 2,5 måneders rejse rundt i Asien.